Grundet tidsnød i dag, besluttede jeg at gå med Oscar og Darwin sammen. Normalt går vi hver for sig med beaglerne og det er længe siden jeg sidste havde gået med de to sammen – og da var det alt andet end en fornøjelse for mig, og sikkert også for Oscar og Darwin ;-)Men Darwin er i mellemtiden blevet mere rolig og fremfor alt er han utrolig lydig overfor mig. Oscar har jo sit eget “Oscartempo” som nærmest må betegnes som – lunte lidt af sted – stå og filosofere – lunte lidt igen – filosofere igen – osv. Oscar har aldrig travlt, men kan bruge oceaner af tid på at snuse til de samme græsstrå først på den ene side, så på den anden, så oppefra og ned, og nedefra og op – kort sagt bruger han masser af tid på at “læse sin avis”.
I dag kunne min ene søn ikke gå med den ene af beaglerne, og jeg gad bare ikke vade turen to gange her i eftermiddag – havde også gået hele formiddagen med dem alle – så jeg besluttede det måtte briste eller bære.
Starten af turen begyndte med at de to bare gik med næserne i jorden og alt var i orden. Men så spottede jeg to halvstore unger på rulleskøjter og de havde en cavalier King Charles med dem, som oksede rundt med de her to børn (de lod den trække dem på rulleskøjterne). Hunden var tydeligvis oppe at ringe over al det her stress – så jeg belavede mig på at gå over på den anden side. Så kom pigen mod mig og ville vide i hvilken retning jeg havde tænkt mig at gå. Jeg sagde jeg bare skulle ligeud, hvorpå hun sagde tak og løb op til knægten der stod med hunden. Jeg troede jo så de ville gå i en anden retning og blev derfor på det fortov vi befandt os på. Vi var nu ret tæt på og ungerne havde stadig ikke forføjet sig, så jeg gjorde mine til at gå over på den anden side. Oscar og Darwin havde nu set den anden hund, men forholdt sig i ro og jeg tog dem tættere på mig.
Pludselig rev cavalieren sig løs fra drengen og kom i fuldt firspring gøende og snerrende i mod os. Jeg nåede lige at tænke “så for den” – men så skete miraklet. Oscar og Darwin blev med et samlet skulder ved skulder og stod helt roligt mens de på meget velvalgt “hundsk” fortalte cavalieren at den ikke var velkommen. Den fremmede hund bøjede af og trak ud til siden skarpt “forfulgt” af Oscar og Darwin der med korte ildevarslende knurren jog den væk. Knægten havde fået fat i snoren på hunden og ungerne tog flugten. Hold da kæft hvor var jeg stolt af mine beagler 😀
Så forsatte turen, som om intet var sket. Det blev en ret god tur og jeg fandt ud af, at det var helt fornuftig at gå med de to sammen. De var gode til at vente på hinanden, så det bliver ikke sidste gang. Vi mødte en dame som lige stoppede op og kommenterede på, at hun ofte så mig gå med mine beagler og nu ville hun lige fortælle mig at hun syntes de var meget smukke – Ja så voksede jeg lige lidt i højden.
Da vi var hjemme igen, var Charlie kommet hjem fra sin gå tur og sad og slikkede solskin i vinduet ud mod haven – jeg lukkede ham ud til de andre to og så fik de lige leget lidt – bagefter dejsede de alle 3 om i vindueskarmen lænet op af hinanden og fik en lille lur.
