Det nye år 2015

Så er det nye år kommet og der kan forhåbentlig komme ro på igen og endnu bedre – at hverdagene nu vender tilbage til normale tilstande

Det er gået rigtig godt denne nytårs aften. En meget stor fremgang må jeg sige i forhold til de tidligere år hvor både Oscar og Darwin fløj i skjul bare der var nogen der sagde “boom”

I år var Oscar den modige af de to. Han lå oppe i vores lave vindues karm ud mod haven og kiggede ligeså fint på fyrværkeriet derude. Ind i mellem gik han op ovenpå sit bur og lå i kurven der.

Darwin holdt sig ude af alt det – det er tydeligt at han ikke kan lide de der lysglimt på himlen – det er klart dem der er problemet og så den der hvislende lyd når nogen tænder raketter og de farer afsted opad. Darwin fik også undervejs sprøjtet Bachs nødhjælps dråber i munden og det fik ham til at slappe så meget af at han på et tidspunkt sov rigtig godt.

Charlie er bedøvende ligeglad – han var da i haven et par gange og opsøgte sit bestemte “kiggehul” i den bagerste del af haven, så han kunne holde øje med om alt var i orden. Han tager sig ikke af, at raketter og “bomber” springer om ørerne på ham.

Oscar var meget mere modig end vi har set de foregående år. Han kunne da også lige hurtigt rende ud og lette ben og så hurtigt ind igen. Oscar sov det meste af aftenen – kun afbrudt af, at han skiftede lidt mellem sove stederne.

Darwin var dog for ræd til at kunne gå ud og tisse og som aftenen skred frem havde han det tydeligvis ikke godt – for tisse skulle han jo.

Vi så film og her lå Darwin oppe hos mig på en stol foran mig og “sov”. Omkring midnat blev bragene for meget og her lagde han sig under min stol.

Ved 1 tiden var det taget af og først havde Simon ham ude – uden resultat – så gik Mathias ud med ham – heller ikke her lykkedes det at få tisset. Ved 1:30 tiden gik jeg ud med ham og her var der kun få brag i det fjerne og nu skulle han pinedød tisse. Han strøg ned til det bagerste store træ i haven og her lettede han ben i samtlige 1½ minut. Bagefter kunne man se en tydeligt lettet Darwin.

Ved 2 tiden gik jeg i seng og beaglerne fulgte med ovenpå.

Alt i alt er jeg tilfreds med udviklingen – så næste år kommer der også Adaptil i stikkontakten – samt at jeg vil bruge Bachs nødhjælps dråber som supplement.

Til morgen var Darwin der “tidligt” – (ved 8 tiden) og forlangte at komme ud. Alle beaglerne var i et glad humør og drønede velfornøjet rundt ude i haven.

Ved 9 tiden gik jeg med Oscar ½ time – så hjem og hente Darwin, gik med ham ½ time og til slut Charlie.

Resten af dagen er der dømt afslapning – vi skal nok lige ud en kort tur senere – men ellers handler det om at få repareret helsen så vi alle kan blive normale igen.

Her et panorama billede – af beaglernes kurve – på billedet ligger de alle begravet under tæpperne og sover.

3 kurve med beagler i
3 kurve med beagler i

Loading