I dag på vej til området med Oscar, lå der pludselig en “kaninhale”. Sikkert sådan en lykke ting som nogen har tabt. Og hvad skete der??
Oscars næse tændte – ligesom man tænder på en kontakt – og hurtigere end et splitdel af et sekund, stod ham med “halen” i flaben. Og den ondelynemig om han ikke begyndte at æde den 🙄
Hurtig smed jeg snoren, tog fat i selen på min beagle – for æde den, det skulle han bare ikke. Jeg stak fingene i halsen på Oscar, for han var da allerede i gang med at sluge “halen” – og det skulle han ikke have held til. Mens jeg fiskede den ud af gabet på ham, tænkte jeg jo både dårlig mave – dyrlæge besøg hvis den sad fast i hans mave. Nå men ud kom den – og så kylede jeg den langt pokker i vold. Oscar kunne jo ikke forstå noget – han syntes vel den smagte godt. Så for lige at få ham ned på jorden lavede vi lige lidt “sit” og “Give five” øvelser, som han fik et par godbidder for – godbidderne var jo nok bedre for maven, end “halen”
Så gik vi videre og nede i området mødte vi vores gravhunde ven, som vi slog følge med i det dejlige vejr.
Nu har Oscars mave været fuldstændig i orden gennem den seneste måneds tid – ingen mave problemer overhovedet – så den der “kaninhale” skulle ikke spolere noget som helst 😀
