Forberedelserne er gået i gang, for jeg regner med at mine dage efter Charlies operation vil bære præg af, at jeg måske er i fare for at udvikle mig til en “pylret” hundemor 😆
Jeg vil nemlig at dagene efter operationen bliver rolige og stille af hensyn til Charlie. Jeg håber jo selvfølgelig at han allerede dagen derpå vil have det bedre – men jeg er også sikker på at hans mund vil være øm som bare pokker. Oscar og Darwin skal jo stadig have deres aktiviteter dækket, så derfor må vi skiftes til at være hjemme og holde opsyn med Charlie. Alt det vil jeg snakke med dyrlægen om, hvordan vi gør det med gå ture og om Charlie må komme ud at gå, og den slags. Han skal dog ikke op i området, hvor der går mange fremmede hunde, så der er fare for en evt. smitte. Må sikkert overveje også at holde Oscar og Darwin væk deroppe fra.
Charlie er nu startet op på antibiotika – og her i nat blev han desværre dårlig, og kastede op i sin kurv og på sine tæpper. I dag har vaskemaskinen kørt det meste af formiddagen med at vaske kurve og tæpper. Jeg tror det skyldes en reaktion på medicinen – det er jo kun knap 14 dage siden han var på en kur, så maven står af nu. Det ses også på hans afføring, som her til formiddag var meget lind. Charlie er derfor startet op på Canikur som han skal have to gange om dagen. Så håber jeg det kan rette lidt op på hans tarmflora.
På trods af opkastning og den halvbløde mave, er Charlie i super humør i dag. Han har rigtig nydt gåturen oppe i området, dog i ført en trøje, for det er rigtig koldt i dag. Han har også leget opdragelseleg med Darwin – for Darwin var lige en tand for fjollet da han kom hjem fra sin gåtur, så Charlie måtte lige ligge nogle dæmpede poter på ryggen af ham, det fik så Darwin til at fjolle endnu mere rundt, så de to – tog lige et par runder om spisebordet hvor de tjattede til hinanden. Imens stod Oscar og gøede dem op i hovedet, for han kan om nogen ikke fordrage uorden i rækkerne 😆
Jeg skal så de næste dage have bund i beaglernes mange tæpper, som skal vasket så der er tæpper at tage af, når operationen er vel ovre. Jeg regner med at Charlie skal være i sit bur, når han kommer hjem fra dyrlægen på onsdag, så han har mest mulig ro fra de to andre. Skulle tilfældet blive, at han ikke kan gå med ovenpå om aftenen, må han sove i den ældste søns værelse og have en kurv derned. Så må sønnen holde øje på ham og hente mig ned hvis han skulle blive dårlig eller noget.
![]()






