I dag må man sige det er rigtig efterår. Det blæser – ja nærmest stormer og træernes blade pisker rundt i vinden. Det er sådan en dag hvor man automatisk tænker på varm suppe 😀
Da der var regn på vej, besluttede jeg at begynde gå turen lidt tidligere i dag. I forvejen havde Darwin vækket mig allerede klokken lidt i 7 til morgen 😮 så jeg måtte op og ud i haven med beaglerne. Her legede de cirka 20 min. og jeg kunne fornemme på vejret at der var regn på vej.
Jeg gik først med Oscar, op i området. Her blæste det endnu mere og bladende fløj gennem luften så jeg måtte holde hovedet nede for ikke at få dem i ansigtet 🙂
Oscar virkede ikke påvirket af det, men gik stille og roligt og “læste” sin “avis”. Hjemme igen, var min yngste søn klar til at gå med – så vi gik af sted med Charlie og Darwin, op i området. Darwin syntes til gengæld at de flyvende blade var sjove, så han sprang noget rundt på må og få. Charlie var ligeglad, han foretrak at “læse avisen”. Der kom en jogger løbende på en af stierne og ham blev Darwin i første omgang lidt usikker på. Han stod der med hoved og hale højt, mens han opmærksom studerede “fredsforstyrreren” – Darwin besluttede da også at han lige skulle have et par bjæf med på vejen 😆
Da vi vendte tilbage stod Oscar og ventede og så tog beaglerne lige en løbetur i haven – derefter kaldte min søn dem ind, lukkede døren – og så stod regnen ned. Meget heldigt at vi lige nåede indendøre 😀
![]()







