At få en hvalp

Beslutningen er truffet. I har bestemt jer for at få en beaglehvalp. Hvad gør man så?

Man tager kontakt til beagleklubben. Beagleklubben kan anvise seriøse opdrættere af beagles i Danmark. Danmark har faktisk nogle af de allerbedste beagleopdrættere i verden. Opdrætterne gør et fantatisk arbejde for beaglen og for at holde den så race typisk og sygdoms fri som overhovedet muligt. Der findes en del opdrættere her i landet, så start med at tage kontakt til  en i jeres nærhed og få en snak med ham/hende, som hellere end gerne fortæller om deres hunde.

Når man har besluttet sig for hvor ens beagle skal komme fra, så må man måske vente noget tid før man kan hjemføre sit lille nye familiemedlem. I ventetiden kan man passende se sig om efter hvilket udstyr man vil “bevæbne” sig med når den lille hvalp flytter ind.

Den første tid behøver man ikke så meget, men en vandskål og en madskål må man anskaffe sig. Husk at beaglen er en langøret hund så en mad – og vandskål med høje kanter er god så ørerne ikke bliver dyppet i alt muligt.

Dernæst skal hvalpen have et halsbånd og en line. Jeg er jo fortaler for at bruge sele, så overvej at købe en hvalpesele, da hvalpen lettere vænner sig til gåturen når den kan bevæge sig mere frit rundt.

Så skal man bruge et sovested. En kurv eller et bur, måske begge dele. Der er sund fornuft i anvende et bur, da man kan træne renligheden via det. Hvalpen vænner sig også til sin “hule” og det gør det nemmere hvis den skal med på køretur og overnatte fremmede steder eller lign. Til kurven/buret skal man bruge tæpper eller puder. Endelig noget som kan vaskes. Alt skal kunne vaskes af, og  lad være med at anskaffe en flettet kurv, for den vil bare blive gnavet i stykker.

Dernæst skal man “bevæbne” sig med avispapir/køkkenrulle til de uundgåelige uheld som vil komme. Hvalpen vil ganske givet lække en tår eller to (eller flere) så rodalon hører med til rengøringen, da det ikke bleger og det tager lugten. Man kan evt suge det værste op med kartoffelmel på gulvtæppet og så støvsuge det op.

Renligheden afhænger af årstiden, det er der ingen tvivl om. En sommehvalp bliver hurtigere renlig end en vinterhvalp, for enhver beagle med respekt for sig selv planter ikke måsen i noget som er vådt eller koldt, så hellere lække på  gulvtæppet 🙂

Når hvalpen flytter ind begynder opdragelsen med det samme. Hvalpen skal ud når den har spist, drukket, sovet, leget og alle de andre gange ind i mellem. Man lærer hurtigt at holde ukig efter den søge metode når der er optræk til at man skal lette sig. Hurtigt ud med hvalpen og altid den samme dør, som man vil have den skal benytte fremover når den skal ud. I starten må man måske bære hvalpen til døren, men allerede efter nogle gange skal man forsøge at få hvalpen med sig når man kalder på den.

Hvalpens første nat vil nok være lidt urolig, da den lille fyr savner sin mor og søskende, så derfor må du træde til og trøste når den lille er ked af det. En beroligende hånd ned til den lille i sin kasse, som naturligvis står lige ved siden af din seng. Hvalpen skal nok sige til hvis den skal noget og man må påregne at skulle op gennem noget tid om natten og ud med hvalpen så den kan få lettet sig. Derefter bringes hvalpen tilbage i sin seng, for den skal lære at man sover om natten.

Hvalpen skal spise cirka 4 gange i døgnet, da mavsen ikke kan rumme så store mængder af gangen. Man må også påregne at den skal af med det store 6-8 gange i døgnet da den omsætter enorm meget energi. En 8 ugers hvalp vejer cirka 3-3 ½ kg og den mere end fordobler sin vægt i løbet af de første par måneder. Når den er cirka ½ år vil den veje omkring 7 kg cirka det halve af sin voksenvægt. Dette afhænger af om det er han eller tæve.

Omkring 3-4 måneders alderen sætter tandskiftet ind. Tænderne kløer og er meget irriterende, hvilket hvalpen viser ved at gnave i alt. Giv den noget godt bidelegetøj, et snoet reb eller en snoet stofble, som man kan lægge i fryseren er god til de “dumme” tænder. Man kan også lade hvalpen gnave i en solid knogle uden kød på. Mens hvalpen skifter tænder, kan den have svært ved at tygge sin mad. Knus derfor tørfoderet med en kødhammer så den bedre kan tygge det. Kom evt lidt A-38 på maden, (endelig lunken) Nogle hvalpe kan hvis de ikke får tygget maden ordentlig, kaste det hele op igen fordi de får ondt i maven.

Mit råd: Lad hvalpen få lov at være hvalp. De første par måneder behøver man ikke træne så meget. Man kan lære den at komme på sit navn. Man kan lære den at sitte før den skal spise og andre lette øvelser. Senere omkring 4 måneders alderen kan man gå i gang med den egentlig træning. Til den tid er der indtruffet en godt tidspunkt i det hvalpen er faldet lidt til ro. Den er mentalt færdig til at lære.

Resten er op til dig.

oscar-8uger

Loading