Vi hilser nogen gange på en som går tur med sin datters hund. Denne person arbejder i et internat og af omveje har jag hørt at hun har taget en bestemt amstaff til sit hjerte. Vi er jo mange som er noget usikre overfor denne type hund – specielt hvad man læser og hører gennem pressen. Der er også forlydender om at netop den type hunde som desværre går under betegnelsen “kamphunde” hvilket nok ikke er den rigtige beskrivelse, havner i internater rundt om i landet fordi deres ejere bliver set ned på – måske endda chikaneret – fordi de har valgt den type hund.
Hvorom alting er så mødte Oscar og jeg denne amstaff i dag på vores formiddagstur – da internatarbejderen havde den med hjemme på weekend hos sig. Oscar opførte sig som han plejede og ville gerne hilse på amstaffen – hvilket var gensidigt. Så hundene hilste på hinanden uden problemer. Internatarbejderen gjorde meget ud af at fortælle mig at jeg skulle stole fuldstændig på hende og at hun havde helt styr på hunden. Hun fortalte hun gik til træning med den og at den var noget så rolig – hvilket også var mit indtryk af hunden.
Oscar spillede op til leg og det smittede af på amstaffen som vejer 28 kg rent muskelbundt – så der er mange kræfter på spil. Efterhånden som legen udviklede sig kunne jeg se at amstaffen begyndte at stresse – blive overgearet. Jeg fik Oscar til mig og fik ham til at sætte mens jeg som altid kløede ham lidt på brystet. Dette får de fleste hunde til at falde til ro, inklusiv Oscar.
Amstaffen åbenbarede nu et tandsæt uden lige idet den begyndte at ruske i sin snor, måske var den stresset. Jeg må sige at det gab skulle jeg under ingen omstændigheder havde mine hænder lagt i. Det fik mig til at tænke på “Hajhunden” fra “Oggy og Kakelakkerne”. Det var ligesom om munden åbnes helt op til ørerne. Internatarbejderen fik den bragt på plads – man må sige at hun har kontrol over den. Alligevel måtte jeg bemærke at den er nød til at bære pighalsbånd som ellers er forbudt – så kan man så stole helt på den alligevel?
På hjemvejen tænkte jeg på at der ligger et enormt arbejde i sådan en hund – og de som anskaffer sig den kommer virkelig på arbejde. Det er virkelig synd for den type hund som havner i de forkerte hænder – bare fordi nogen skal være smarte på den. Jeg tror hun (internatarbejderen) kan få en fornuftig hund ud af denne amstaff – men det kræver at man virkelig går ind for det og ikke slækker et eneste sekund på sin træning. Det er samtidig også en hund som aldrig må løbe løs – hvilket hun også sagde. Ja jeg blev lidt klogere og lærte at det i hvert fald er de forkerte mennesker som anskaffer den type hund. Man skal virkelig tænke sig godt om uanset om det er en amstaff eller en beagle. Så lad dette indlæg være en opsang om at se sig godt for når man skal vælge hund.
