Hunde er som bekendt vanedyr – nogle mere end andre – og derfor kan de også have svært ved at droppe en vane – i sær en uvane – og her er beaglen ingen undtagelse.
Min ældste beagle Charlie er blevet 5 år her i oktober og han er ganske “skrækkelig” til at huske os på at nu er det tiden for en gåtur eller nu er det spisetid. Af en eller anden grund ved han lige hvad klokken er slået når det er tid for det ene eller det andet. Så står han der og minder os om at tiden er inde. Dette gør han ved at “snakke” – og Charlie kan virkelig bruge stemmen. Han piver. Han hvæser. Han mumler. Han fløjter. Alle mulige lyde og nuancer – både høje og lave ind i mellem hinanden. I mens det står på vimser han rundt og slår smut med øjne, ja hele kroppen og er det ikke nok skubber han forsigtigt til en med en pote “Hallo jeg er lige her – kan du ikke se jeg er ved at dø af sult”. Det samme gentager sig når tiden er inde til at gå en tur. Så vimser han rundt mens han med stemmen og kroppen gør opmærksom på at vi skal skynde os lidt. Ingen af mine tidligere hunde har været som Charlie. Charlie har noget som gør ham så uimodståelig – den måde han kigger op på sådan med hovedet lidt på skrå – det er ikke til at stå for.
Det samme sker om aftenen når klokken nærmer sig 22:30 tiden – så står han igen og fortæller at vi lige skal ud og tisse af for natten i haven og så skal vi op i seng. Lige så snart jeg gør mine til at gå op ovenpå så er der to beagler lige bagefter – for nu går vi til ro for denne dag. Beaglerne i hver deres kurv. Kurven forlader de først om morgenen når “mor” står op for at gå nedenunder. Rigtige vane dyr begge to – i sær Charlie – men Oscar følger godt med på den gren også 😀
