Jeg ser hver dag en bestemt hundeejer komme forbi herude i kvarteret – en som jeg et par gange har snakket med eller rettere deres hund har snakket med en af mine beagler. Hunden er en blanding og jeg ved der er noget Border Collie i den. Nå men den her hund luftes i lange baner og ejer hævder den er svær at “køre træt” og derfor må de gå/løbe/cykle af sted med den her hund. Den anden dag jeg gik forbi deres hus, med Oscar stod den og prøvede at springe over deres havelåge – så jeg ventede faktisk halvt om halv at der lige pludselig ville komme en hund løbene over vejen – det skete så heldigvis ikke.
En anden ting er at jeg ofte bliver spurgt hvordan jeg “kører” mine beagler trætte, for de må da kræve en del når de nu er jagthunde!
Episoderne med den før omtalte border blanding, samt de ting jeg ser og læser om aktivering af hunde – har fået mig til at spekulere en del over al det med aktivering – for er det i virkeligheden ikke os mennesker der selv gør det sådan at hunden forventer en vis aktivitet og dermed er svære at holde rolige?
Jeg tror der ligger ganske meget sandhed i den ovenforstående sætning.
Jovist ejer jeg en såkaldt aktiv race – en jagthund – men det er vel mig der i den sidste ende bestemmer hvor aktive de skal holdes? Jeg mener ikke det er et valg mine beagler har – at de skal bestemme farten.
Jeg tror mere på at den livsstil man vælger at føre, smitter af på de hunde du har i din husstand, snarere end det er hundens sammensætning der gør udfaldet af aktiviteter.
I mit barndomshjem havde vi cockere – det er jo en jagthund i stil med beaglen, blot er den trænet til fuglevildt. Vores cockere blev aktiveret på et moderat plan – mine forældre gik på arbejde og vi havde et almindeligt familieliv, med de her hunde. Vores cockere blev ofte luftet ved vandet, men det var fordi vi boede sådan et sted – nogle gange kørte min far et sted hen og luftede dem – men ellers var de almindelige gå ture i kvarteret. Vores hunde lærte at når vi var hjemme så slappede vi af, når vi gik tur måtte de godt rende rundt – sådan på almindeligvis.
Mine beagler bliver ikke trukket med her og der – de lever et almindelig familieliv, omgivet af os – de er så heldige at der altid er nogen hos dem, de er aldrig alene – derfor behøver de heller ikke at blive hevet ud klokken 16 om eftermiddagen, for at få en masse krudt rendt af. Vi kan nøjes med moderate gå ture og leg i haven – men den mest vigtige del er at vi gør det her sammen i løbet af dagen.
Da jeg fik Charlie forventede jeg faktisk en aktiv race, men det er blevet gjort helt til skamme, for Charlie er overhovedet ikke indrettet til sådan noget. Han er en stilfærdig beagle på alle måder og der er ingen tvivl om, at det stilfærdige væsen er smittet af på de to andre – som dog er mere aktive på visse områder end Charlie. Jeg og min familie har naturligvis også sat regler for hvad vi vil og kan gøre med vores beagler – hos os er sammenværet i højsædet – derefter følger alt det andet.
Det jeg vil sige er egentlig, at det er DIG og IKKE din hund, der sætter regler for hvor meget aktivitet dagen skal indeholde og det gælder uanset race.
