D. 09.10.26 kom dagen hvor vi kunne hente vores nye familiemedlem hjem. Den dag havde vi alle set frem imod, og selvom alt det praktiske var bragt i orden, så er et jo det – noget andet hvordan ville Nova tage imod det hele? Det var både, det at komme til et nyt hjem, nye dufte, nye vaner, og ikke mindst nye lyde.
Selve hjemturen tog Nova i ophøjet pote, for hun sov det meste af vejen. Hjemturen varede lidt over en time, fordi vi valgte at tage landevejene hjem, af hensyn til Nova. Men hun opførte sig som om hun aldrig havde bestilt andet end at være i en bil – så det lover godt for fremtiden.
Hjemme og i sikkerhed bag hegn og låger – blev Nova sat ned så hun lige kunne kigge lidt på haven. Hun var lidt agtpågivende, for haven er noget helt andet end der hvor hun kom fra. Vi har temmelig store træer og buske – og da det er efterår en hel masse visne blade fra birketræet, som står midt i haven. Birketræet har altid været vores beaglers ynglings sted at være, når det var varmt og de kunne søge skygge. Så mon ikke Nova vil syntes om det, når vi når dertil?
Nova fik lige tisset – hun er så dygtig og forstår allerede “tisse” kommandoen.
Bagefter blev hun bragt ind i huset. Vi har to trin op fra den nederste del og op til døren ind til stuen. Her ventede den ældste søn på at komme til at se Nova. Nova blev sat ned og så fik hun bare lov at støve rundt i bedste beagle stil. Der er slet ingen tvivl om at hun kunne dufte at der havde været hund (beagle) før – det var ret tydeligt.
Efter at havde været lidt rundt meldte trætheden sig og den lur Nova fik tilbragte hun i “mors” arme. Efter luren var det tid til at spise. Som den beagle hun er, så kastede hun sig over måltidet. Jeg har købt nogle hvalpe skåle på stativer og de har lige den helt rigtige højde. Senere skal de udvides med en større model.
Selve den første aften, var Nova agtpågivende. Her er jo en masse nye lyde også udefra. Så hun blev lidt nervøs hvis en af os hostede/rømmede sig og lignende.
Vi prøvede at se fjernsyn, men det tv program – blev Nova desværre bange for, så hun for ind under “fars” lænestol. Hun kom dog hurtigt frem igen og blev placeret mellem mine ben i sin donutskurv. Og her sad hun og så Peter Plys og hundrede mil skoven – det var straks bedre.
Senere gik vi op ovenpå. Da gitterlågen var lukket i, fik Nova lov at undersøge soveværelset, og derefter kom hun op i sit sovebur, som nu indeholdt donut kurven og den hjertehund hun gnaskede i på vejen hjem.
En hjerte hund er en stor blød bamse hund, som indeholder en rund anordning man sætter batterier i og har en efterligning af hundes hjerteslag.
Den første nat forløb uden problemer. Nova sov til ca 04:30 hvor vi tog hende ud og tisse. Hun fik også lavet stort. Så gik turen direkte op i seng igen. Nova faldt hurtigt i søvn og så sov vi faktisk til 8:30. Her skulle hun også ud ret hurtigt og så var hun frisk og klar til mad og nye løjer.
Dag 2. her var Nova ude og tisse/pølle ved 4 tiden – op i seng igen, og så var hun klar kl 8:30 – hvor jeg gik ned med hende – ud og tisse/pølle og så stod hun ellers i køkkenet og ventede utålmodig på sin morgenmad.
På dag 2 virker hun allerede lidt mere rolig. Hun snakker meget – og i sær hvis hun vil noget – så både “snak” og søgen rundt så ved vi at hun skal noget.
Nova har fået nye bide ting i dag, da hendes trang til at bide/gnave er taget til – så vi har købt bidehjerter (de er et hit) og en hvalpe kong wubba. Udover det har vi fået lavet et hundetegn til hende og købt en blød mesh sele – selvfølgelig i lysegrå med hjerter og lyserøde kanter.







![]()






