Her aftenen før Oscars fødselsdag – er mine tanker gået 5 år tilbage i tiden. I disse dage for 5 år siden ventede vi jo på, at få besked om, at vores kommende beagle hvalp var blevet født.
Forud var gået en masse tanker omkring, det at skulle have hvalp igen. Det var på dette tidspunkt 7 år siden vi havde haft hvalp sidst – nemlig vores dalmatiner Pongo.
Da Oscar var blevet født og vi havde vished for at der var en han i kuldet (faktisk var der to – nemlig Oscar og brormand blev jo senere far til vores Darwin)
Vente tiden var meget lang husker jeg – jeg planlagde og planlagde og fandt til sidst ud af hvor åndsvagt det jo var, at ligge alle disse planer. Men faktisk var jeg jo ikke anderledes end enhver anden vordende hunde ejer – for jeg ville jo gøre det hele så godt som muligt.
Det var spørgsmål om sele/halsbånd/snor – hvor skulle han sove? og det med renligheden og tilvænningen alle den slags ting du planlægger – for så at opdage at det slet ikke kan føres ud i livet.
Da Der var omkring 14 dage til Oscar skulle hentes hjem – satte vi os ned – og her var manden i huset med i planlægningen. Vi blev enige i at Oscar – ligesom Charlie skulle vænnes til bur – han skulle sove i buret om natten i vores soveværelse, både for at vi kunne høre ham, men også for at han ikke rendte rundt og lavede ulykker, eller faldt ned af trappen i nattens mulm og mørke. Vi måtte tænke på Oscars sikkerhed frem for noget andet.
Vi blev også enige om at han skulle vænnes til sele, da vi også brugte sele til Charlie – derfor blev der indkøbt en hvalpesele, som han skulle have på med mellemrum og langsom vænnes til.
Der blev indkøbt et bur som i første omgang skulle stå i soveværelset – i buret blev der sat en stofkurv som Oscar kunne sove i. Nedenunder skulle han bruge Dogman stofburet som vi havde indkøbt til Charlie – Charlie havde så siden hen fået et rigtig bur. Oscar skulle sove og spise i stofburet, når han opholdt sig nedenunder i stue etagen.
Med hensyn til renligheden skulle alle deltage i det i dagtimerne – mens jeg skulle stå for denne del om natten, når Oscar skulle træde af på naturens veje.
Der blev også indkøbt noget solidt legetøj som Oscar kunne bide/ruske i og som skulle være hans.
Dernæst var vi jo meget spændte på hvordan Charlie ville opleve at der kom en beagle hvalp i huset. Dog var både vi og vores opdrætter fuldstændig sikre på, at Charlie nok skulle håndtere det med en rolig pote. 4 dage før vi skulle hente Oscar, blev Charlie kanon syg. Han havde fået anal kirtel betændelse i stor stil og måtte akut til dyrlægen en tidlig morgen, med høj feber. Charlies anal kirtler var meget betændte og han kom på antibiotika – men heldigvis var han frisk igen da vi skulle af sted for at hente Oscar.
Et par dage efter, vi havde hentet Oscar, blev jeg en aften bare så dårlig. Pludselig blev jeg så bange for at jeg ikke magtede det her projekt – og efter en samtale med manden, var jeg igen blevet så sikker på at det nok skulle gå. Heldigvis havde vi jo også opdrætteren indefor rækkevidde og det kan jeg ikke prise mig mere glad over nu – for det var en kæmpe, kæmpe stor hjælp – og gjorde lige at jeg kom over de indledende hurdler.
Og nu – 5 år senere – har vi jordens mest sociale, glade og venlige beagle – i Oscar. Jeg er så kanon glad over at jeg valgte, han ikke kom udenfor havens hække før han var over 14 uger gammel – de første 6 uger hvor han bare var hjemme, lærte det hele at kende stille og roligt – det er det allerbedste jeg har gjort for Oscar. Samme fremgangs måde er også brugt til Darwin – og det vil jeg gøre igen, hvis jeg får en hvalp på et tidspunkt.
