Jeg kommer på div. forums – men i sær et forum er jeg blevet “forfulgt” fordi jeg har en holdning som åbenbart ikke er passende at have.
Det handler om kastration. Jeg vil starte med at fortælle, om min første hund. Han var en dalmatiner og hed Pongo. Pongo havde tidligt en adfærd, som var svær at hamle op med. Han var på ingen måder aggressiv – men blot en meget selvstændig hunde type. Han fik som tiden gik den uheldige adfærd at han skulle humpe på alt og alle. Dette skabte en del bekymringer hos os, for han var på dette tidspunkt blevet en stor hund. Han kunne også godt snappe efter folk, og være særdeles sur på andre hunde, i sær andre hanhunde – i det hele taget var vi ret bekymrede. Dette snakkede vi med dyrlægen om, og hans svar var, at vi måtte lade Pongo kastrere – så skulle han nok falde til ro.
Vi lod så Pongo genneføre dette indgreb, som nær havde kostet ham livet – da han var ved at gå i chok og var virkelig dårlig i nogle dage efter. Blandt andet have han svært ved at holde på vandet, så der gik en tid før han begyndte at blive sig selv igen. Indgrebet ændrede ikke Pongos adfærd – snarere tværimod – Han blev endnu mere udfarende overfor andre hunde og fremmede måtte ikke komme ham for nær. Det blev derfor til at vi ikke ønskede nogen komme i vores hjem, fordi vi ikke stolede på Pongo.
For at gøre en lang historie kort – så ved vi i dag – at Pongos adfærd var smerte relateret. Dette gjorde ham usikker i sådan en grad at han kom til at fremstå som aggressiv – hvilket han overhovedet ikke var. Her var skaden jo sket. Han var blevet kasteret og dette kunne ikke laves om. Vi stod altså med en syg hund som var ramt af urinsten samt en meget kraftig allergi overfor rigtig mange ting. Senere hen kom Pongo på smertestillende medicin, hvilket igen ændrede hans adfærd. I hans sidste levetid måtte han tømmes for urin via kateter og da urinrøret klappede sammen – måtte tømningen ske gennem bughulen. Dyrlægen anbefalede at han fik urinvejen opereret ud gennem siden, og det betød han skulle gå med en pose på som vi så skulle tømme. Alt dette sagde vi naturligvis nej til – dette skulle han ikke igennem. Vi lod ham derfor aflive.
Dette lærte mig at kastration ikke er en løsning i de fleste tilfælde – snarere tværimod.
Da vi så siden hen fik beaglerne og de også er han hunde, har jeg ofte fået spørgsmål som, hvorfor vi dog har valgt hanner? Hanner er slemme, de vil stikke af, de er ikke til at styre og flere andre spørgsmål i den stil. Jeg er dog blevet klogere – for jeg ved at de kan trænes, så det holdes nede ved gulvet. Ingen af mine beagler vil på noget tidspunkt blive kasteret – med mindre der opstår sygdom som taler herfor.
I dag ved jeg så, således, at Pongo ved hjælp af træning kunne været kommet over den dårlige adfærd han befandt sig i – så derfor skal man tænke nøje over hvad man gør – lad hunden undersøge, ikke af en dyrlæge, men af en adfærsterapeut, før man tager skridtet – for ofte er det “kun” træning der skal til.
Læs artiklen her og bliv klogere på kastration: http://www.canis.no/bibliotek/artikler.php?id=238
