Julen er ovre og forude venter det nye år – men vinteren forsætter 🙁 Jeg er godt og grundigt træt af den kulde og det glat føre vi har – man får i den grad sin bevægelses frihed indskrænket. Jeg er jo ikke såå mobil – men må tage hensyn til at jeg blandt andet har en stål protese i hoften og at mit ankelled er syet sammen med stålwire – derfor er det svært for mig at bevæge mig rundt når sneen og det glatte føre ikke er til at komme udenom.
I dag gik jeg af sted med Charlie. Charlie var i ført sin frakke og hyggede sig gevaldigt med at snuse rundt. Det var nogenlunde fremkommeligt i området fordi sneen var trådt ned på stierne og derfor kunne jeg godt bevæge mig rundt dernede. Desværre var vores forhadte amstaff ude – og hun havde den arrige mine på – og kastede sig godt og grundigt op af hegnet. Jeg er hunderæd for den køter, så jeg måtte sætte det lange ben fremad, fordi jeg var ræd for at hun skulle springe over hegn og hæk. Som følge af det fik jeg ondt i mit ene ben og måtte lige sunde mig da vi var vel ude af syne. Charlie bemærkede ikke noget, han var optaget af sin snusen rundt.
Jeg besluttede derfor at gå hjem, af en anden vej – ville bare ikke forbi amstaffen igen. Vi gik så ud af området i den anden ende og måtte gå hjem gennem et beboelsesområde og her bliver der saltet mere end godt er. Da vi var nede ved hjørnet og nu kun have få 100 meter tilbage, ville Charlie bare ikke gå mere. Han satte sig og løftede alle poter og så ganske ynkelig ud. Jeg nussede poterne – men han nægtede at gå videre. Så jeg måtte bære ham de få 100 meter hjem og den tur var sgu lang, selvom en beagle ikke vejer så meget – men Charlie besluttede at det var dejligt, så han hang som en slatten karklud i armene på mig 🙂
Vel hjemme, besluttede jeg at hverken Oscar eller Darwin skulle ud på fortovene. Men vi kunne gå over på fodboldbanerne og lufte dem i lang snor. Mathias gik med – men ak og ve – på grund af sneen kunne jeg ikke bøje mig ned og gå gennem åbningen i hegnet (noget jeg ikke har problemer med normalt) men jeg kunne ikke bøje benet tilstrækkeligt sammen til at jeg kunne komme igennem. Oscar var allerede inde og ligeså Mathias. Darwin så dem og vupti skulle han bare følge trop. Så i det han løb linen ud – og snoren strammedes – da bankede jeg håndleddet godt og grundigt op i den tværgående stål pind der danner åbningen i hegnet.
Det gjorde ondt af h…. til og Mathias måtte tage over og få Oscar og Darwin ud. Turen gik hjem for jeg skulle hjem og have kigget på hånden.
Ja nu sidder jeg her med et håndled der er bundet ind i elastikbind og som smerter helt ud i fingerne – jeg får vist ikke skrevet så meget på mine hjemmesider de kommende dage – nu må jeg se – og drengene må så tage over med beaglerne til jeg kan bruge hånden igen – forhåbentlig inden længe 🙂
