I opslagsbogen “vestens sygdomme” fandt jeg en beskrivelse af den alment forekommende sygdom “hundeejer” – Jeg citerer: “Hundeejer, latin: hundus idiotus, er en sygdom med et langt forløb. Den kan ramme alle, uanset køn, alder eller tidligere status i samfundet. Tendenser tyder på at den i visse tilfælde er arvelig. Langtids studier har vist at helbredsprocenten er meget lav”
Første symptom er et, ofte skjult ønske om hund, mange gange med en diffus baggrund. Sygdommen slår for alvor ud når patienten har købt hund. Da ses de ude uanset vejr, regn, hagl eller sne, under de bedste sendetider på TV, vandrer de omkring ude på gaderne som zombier, med deres hunde.
Et andet symptom om er meget almindeligt, er at personen der snakkes om ses springende omkring i skoven, med et tomt halsbånd i hånden, samt et ansigtssprog der skifter fra højrød til en blåagtig nuance vildt skrigende “kom heeer”. Erfaringer siger at man ikke skal forsøge at få kontakt med den noget hysteriske hundeejer, da dette er totalt meningsløst i situationen som her beskrives.
Ellers ses hundeejerne ofte på gadehjørner, eller lignede i nær samtale med andre hundeejere, trods det at de beviselig aldrig har mødt hinanden før.
Til højtider køber patienten ofte kødben og hamburgere i plast (med indbygget pip når man trykker på dem) for at pakke det ind i smukt gavepapir for derefter at gemme det til jul. Da tages pakken frem under højtidelige former, for at foræres til en, begribelig nok, uforstående hund. Meget tid og mange anstrengelser lægges altså i gaverne til jul og hundens fødsels – og evt. navnedag.
På et senere stadium ændres sygdomsbilledet til bl.a. at omfatte søvn vanskeligheder, samt en mere letsindig indstilling til penge. Tidligt om morgenen, fortrinsvis lørdag og søndag, ses de pakke deres biler fulde med madkurv med ekstra meget mad, rygsække, små sammen klappelige teltstole, hundetæppe, hunde, søvnige unger, samt modvillige ægtefæller. Efter varierende timers kørsel tilbringes dagen som f.eks.
A: Siddende på de medbragte teltstole i flere timer intensivt opmærksom på andre patienter som springer rundt i en firkantet ring. Derefter springer de selv et par runder og får forskellige farver bånd, som de viser på forskellig måder, enten i glæde, sorg, vrede eller skuffelse. Værdien af båndende er cirka 10-15 øre, udgifterne for en sådan dag er mellem 300-500 kroner.
B: Siddende på teltstolene i flere timer, intensivt opmærksom på andre patienter, der ligesom robotter går på f.eks. en græsbane og gør umotiverede stop eller små spring, hele tiden stift stirrende fremefter. Derefter går går de med deres egen hund frem og tilbage på ovennævnte græsbane, nøjagtig i samme fodspor, som de der har gået der før. Til og med her er indtægterne og udgifterne meget ujævn fordelt.
Der findes til og med andre symptomer, som f.eks., når patienten ses springe omkring i skov og mark, med en lang snøre mellem hunden og dem selv, som virker lidt bedre end at springe ensomt rundt med en tom rem. Hvis hunden nogen gange stopper ved en pind, kan stor glæde og tilfredsstillelse ses hos patienten.
BEHANDLING: Når ovennævnte beskrivelse af symptomerne genkendes findes der ingen tvivl om at sygdommen har fået fæste og behandling kan være resultatløs. For størst mulig chance til at behandle en person som er ramt af hundeejer – sygdommen, bør samtaleterapi, sættes ind allerede ved første symptomet. Umyndiggørelse er ikke at anbefale, trods det har været almindeligt frem til vore dage.
Videnskabelige undersøgelser har vist at hundeejeren yderst sjældent udgør nogen fare for samfundet og at patienten ikke selv oplever sin sygdom som noget særligt. Da de jo som regel er ganske fornøjede og glade, kan man med god samvittighed lade dem røre ved en og ser dem som et synligt indslag i vort samfund.
Tja, hvem kan ikke nikke genkendende til bare nogle af disse sygdomstegn??
(Forfatter ukendt)
