For 3 år siden i disse dage mistede jeg min elskede dalmatiner Pongo. Forud var gået en sygdomsperiode hvor Pongo bare fik det dårligere og dårligere. Ved siden af ændrede han adfærd til at kunne blive aggressiv – simpel hen fordi han havde ondt. Det var kun mig som kunne komme til ham – alle andre skulle holde sig væk. Det var hans urin veje som langsomt satte ud. Udover det havde Pongo et hav af allergier – specilet foderallergi som var meget vanskelig at arbejde med fordi han ikke måtte få ret meget. Hans kost blev derfor også ensidig og han blev overvægtig fordi han ikke ville gå ture – specielt når han havde ondt og det havde han en del til sidst. Da så dyrlægerne ville operere urinvejen ud af siden på ham så han skulle gå med en pose på maven – sagde jeg stop. Ingen kunne garantere at han ville blive rask. Han urin rør var klappet sammen og tilsidst måtte dyrlægen tømme hans blære gennem bughulen hvilket i sig selv er farligt pga. at infektioner. Den 22. april fik Pongo fred omgivet af mig og min mand tog vi en sidste afsked med ham. Derefter blev han kremeret og hans urne sat ned i voes have under hans elskede birketræ. Pongo blev 7 år. 2 måneder efter besøgte vi kennel Famous Joker – så Charlie og besluttede at give ham et nyt hjem hos os. De penge jeg havde fået retur for Pongos sygesikring brugte jeg til at betale Charlie for. Pongo er stadig ikke glemt – han lever stadig i vores tanker og vi har hans billeder hængende. Der findes kun billeder af Pongo med normalt kamera – så derfor har jeg taget et digitalt billede af det billede.
