Vi kender alle dette rosen røde billede af en lille pige eller dreng med armene rundt om familiehunden. Det ser så kært ud tænker vi – men er det i virkeligheden det?
Jeg tænker at børn indtil en vis alder, og hunde er en dårlig kombination. Grunden til det er at småbørn ligesom hvalpe slet ingen forestilling har om hvad en hund i virkeligheden er for noget. Børn er “onde” ved hunde, de river dem, napper dem, leger med dem som om de var et stykke legetøj. Børn skal have en vis alder for at kunne forstå hvad en hund er for noget. Når barnet nærmer sig skolealderen og gerne derover kan man begynde at tænke på at anskaffe sig en hund – men stadigvæk er ansvaret forældrenes. De skal råde og vejlede børnene i deres omgang med hunden.
Grunden til at jeg skriver det her, er at vi her i nabolaget hver eneste dag ser småbørn gå med hunde. Det finder jeg meget uansvarligt af forældrene. De kan ikke overlade en hund i barnets varetægt og hvis de så det som jeg ser, ville de sikkert ændre indstilling. Ikke langt fra os bor en familie med 3 piger. De har 3 hunde af racen d/s gårdhund. I de sidste par år har jeg været vidne til hvordan disse 3 tøser fjanter rundt på må og få med hundene. De går ikke – nej de løber, springer og opfører sig i det hele taget tåbeligt. Hundene stresser og i sær den ene er voldsom, hvilket både Oscar og Charlie har lagt krop til. Jeg husker endnu, da den rev sig løs fra den ene af pigerne og gik i flanken på Charlie – kors hvor blev jeg gal, og bad ungen om at fjerne sig.
Der går også en lille pige rundt med en fransk bulldog hvalp. Der går en lille dreng rundt med en mopse hvalp. Og i dag så jeg to drenge på 6-7 år i selskab med en golden retriver, som oven i købet blev pisket godt af snoren fordi drengen ikke kunne holde den. Hvad ville der mon ske hvis disse børn mødte en løs, knap så venlig hund? Eller deres hunde rev sig løs og gik til angreb på andre hunde eller mennesker? Jeg tør ikke tænke tanken til ende – men som sagt tidligere er det uansvarligt af forældrene at overlade hunden i barnets varetægt. Børn skal ikke have ansvar på den måde – det skal forældrene. Forældrene tager børnene ved hånden og så går man turen sammen. Måske kan barnet gå lidt med hunden – men forældren skal være der.
Mine drenge fik ski heller ikke lov at gå med vores dalmatiner, da vi fik ham. Dengang var mine drenge 10 og 8 år og ingen af dem gik nogensinde med ham. De er først begyndt at gå med Oscar og Charlie for et par år siden og i starten aldrig alene. Det gør de så nu – men nu er de også henholdsvis næsten 19 og 17 år.
![]()






