Today marks the first month, since we lost our beloved Darwin. I dag er der gået 1 måned siden vi mistede vores elskede Darwin.
Det har været ualmindeligt hårdt at komme igennem. Livet er ikke længere det samme. Overalt ser vi dine spor i huset. Dit legetøj – ja endda finder jeg stadig nogle af dine godbidder. Din sele og halsbånd hænger stadig på knagen i gangen – på lige fod med Oscars – som jeg stadig ikke har fjernet – selvom det er 3½ år siden han gik væk.
Her er meget stille om dagen, når jeg er “alene” – når far er på arbejde og Mathias sover.
Det er ved at blive sommer så småt – jeg følger ikke særlig meget med – det går hen over hovedet på mig det hele. Jeg kan da godt se at alt det grønne udenfor – men jeg glædes ikke på samme måde som jeg ellers gør.
Du var syg til sidst – og det tror jeg du vidste, for du søgte mig endnu mere end du normalt plejede at gøre – og jeg tror, at du vidste – at jeg også vidste det.
Jeg “ser” dig ofte – og jeg “hører” dig om natten – og om morgenen er min første tanke stadig at du skal have mad. Jeg rækker ud efter el kedlen, for at varme vand til din kartoffelmos. Tænker på at jeg skal tage dit hjortekød ud af køleskabet – at du skal have din Forthyron og at vi skal ud og gå en tur.
Der vil gå lang tid før de tanker stopper.
Min elskede Darwin – jeg ved du er et bedre sted og du har fred – og det trøster mig – og forhåbentlig vil de gode minder komme, når tid er.
It has been extraordinarily hard to get through. Life is no longer the same. We see your traces everywhere in the house. Your toys – and I even still find some of your treats. Your harness and collar are still hanging on the hook in the hallway – on par with Oscar’s – which I still haven’t removed – even though it’s been 3½ years since he left.
It’s very quiet here during the day when I’m “alone” – when dad is at work and Mathias is sleeping.
It’s slowly becoming summer – I don’t follow it very much – it all goes over my head. I can see all the greenery outside – but I don’t rejoice in the same way I usually do.
You were sick at the end – and I think you knew that, because you looked for me even more than you usually did – and I think you knew – that I knew it too.
I “see” you often – and I “hear” you at night – and in the morning my first thought is still that you need food. I reach for the kettle to heat water for your mashed potatoes. Thinking that I should get your venison out of the fridge – that you should have your Forthyron and that we should go out, for a walk.
It will be a long time before those thoughts stop.
My beloved Darwin – I know you are in a better place and you are at peace – and that comforts me – and hopefully the good memories will come when the time is right.
