I går hentede vi Darwins urne hjem. Nu er han hjemme og der er faldet en smule ro over os – for nu ved vi hvor han er. Det gør ikke sorgen nemmere, og den kommende tid vil blive svær at komme igennem.
Jeg ved godt at efter regn, vil solen skinne igen – men ting tager tid, og det bliver ikke nemmere jo ældre man bliver.
Jeg har ikke været ude af huset de seneste 14 dage – så da vi kørte mod dyrlægen for at hente Darwin, fik jeg nærmest et chok – for rundt om mig var alt jo sprunget ud, træer, buske mv. Det skar i mine øjne, for selvom jeg har set det i vores have – så var det noget af en øjenåbner, at der på kun 14 dage var sket så meget i naturen.
Nu er det kun tiden der skal gå – så må vi se hvad der kommer til at ske? – kommer der en ny hund? Jeg ved det ikke – men døren er ikke lukket helt i.
Yesterday we brought Darwin’s urn home. Now he is home and a little peace has come over us – because now we know where he is. It doesn’t make the grief any easier, and the coming time will be difficult to get through.
I know that after rain, the sun will shine again – but things take time, and it doesn’t get easier the older you get.
I haven’t been out of the house for the past 14 days – so when we drove to the vet to pick up Darwin, I almost got a shock – because everything around me had sprung up, trees, bushes, etc. It was a shock to me, because even though I have seen it in our garden – it was something of an eye-opener that so much had happened in nature in just 14 days.
Now only time will tell – then we will have to see what will happen? – will there be a new dog? I don’t know – but the door is not completely closed.
