Vejret var strålende her til formiddag, da jeg på min første gåtur gik af sted med Charlie. Jeg besluttede at vejret var fint til en tur op i området – Charlie havde dog ikke fået den lange line på, men var i ført dressurlinen, som vi anvender mest.
Charlie nød turen og var travlt optaget af alle duftene. Så kommer der en far med sin lille datter og de har en stor sort blanding med – noget lab formoder jeg. Datteren kørte på cykel og var vel 3-3½ år. Da vi er ud for hinanden står Charlie bare og kigger – han gør ikke tegn til at ville hilse, men forholder sig i ro. Lab blandingen virkede lidt usikker – stresset ville jeg kalde det. Den trækker af alle kræfter for at komme over til Charlie, som stadig forholder sig i ro. Der spørges om de må hilse – hvilket jeg siger er ok hvis Charlie vil. De to hilser pænt på hinanden – Charlie stadig i ro, mens den anden hopper frem og tilbage foran Charlie. På mig virker Charlie lidt anspændt, men dog ikke sådan at han foretager sig noget.
Men så sker der det, at datteren på cyklen, pludselig beslutter at hun skal hen til Charlie. Hun kører cyklen lidt hårdt fremad i den en hånd har hun en tynd pind og den begynder hun nu at banke Charlie oveni hovedet med – mens hun spørger, hvad han hedder. Her knækker filmen for Charlie og han knurrer ildevarslende ned fra struben – men forholder sig i ro. Lab blandingen begynder at gø og det får Charlie til at markere ud i luften, at de skal holde sig fra ham.
Vi går videre – og i mens tænker jeg en del på det der barn/hund forhold og at børn ikke er i stand til at læse hundes signaler. Lab blandingen virkede stresset og sikkert fordi den er legebold for det barn – sådan går det ofte og det er forfærdelig synd både for hunden som for barnet – mange forældre orker ikke den opgave det er, både at lære hunden dens plads såvel som at lære barnets dets plads i forhold til hunden. Sagt med andre ord er børn og hunde en uheldig kombination.
Da vi er kommet ned på den nederste sti og er på vej hjemad – kommer far, datter og hund igen frem i mod os. Denne gang beslutter jeg at der ikke bliver noget “hilse på” – jeg placerer Charlie på min venstre side – så han er skubbet væk fra far/datter/hund. Da de er ud for os trækker far ud til højre med lab blandingen – Charlie forholder sig i ro, men følger godt med på sidelinjen. Fandme om så ikke datteren kører sin cykel hårdt op i synet på Charlie, fordi hun bare skal hen til ham. Charlie ser pinden, som hun stadig har i hånden og knurrer ildevarslende. Jeg beder ungen forsvinde og fortæller det er den pind hun har i hånden, der er problemet. Far stopper op og siger så – “sådan er børn” “de gør jo sådan noget med hunde” – Jeg siger så at hvis det havde været mit barn var det ikke fundet sted “hunde er ikke legetøj” – Far bliver mopset og siger så at det fungerer fint mellem datter og hund, hvortil jeg ikke kan lade være med at sige “ja endnu – men den hund er en tikkende bombe” “hvad mener du med det” siger far – Jeg: “Jeg mener at lige nu er alt godt – men det vil give problemer – lige pludselig og så vil jeg vædde med at vi har endnu en hund der skal omplaceres, måske endda aflives” – Far bliver sur sådan for alvor og siger nogle ting jeg ikke vil nedfælde her. Jeg begynder at gå videre, mens han slynger sine eder ud over mig :-S .Men hold kæft hvor er det altså trist, at være vidne til og bagefter måtte jeg lige trække vejret lidt friere, for jeg var bange for at Charlie ville have snappet hende – men han forholdt sig i ro, fordi jeg selv var i stand til at bevare roen.
Men mon ikke lab blandingen på et tidspunkt bliver endnu en hund der havner til omplacering på et Internat :-S
