I går var vi gået en tur op i vores grønne område – som efterhånden er noget vissent nu hvor efteråret for alvor banker på døren. Vejret var rigtig godt og det blæste en frisk brise så en herlig luftetur. Turen var forløbet fint. Beaglerne gik stille og roligt og snusede her og der – ind i mellem legede de lidt med hinanden. Så kom der en flok skolebørn på cykel gennem område – så Oscar skulle lige holde øje med om det nu var farligt. Han stillede sig op på en lille høj hvor han holdt skarpt udkig efter børnene som skrigende og skrålende drønede afsted derudad. Så gik vi videre og oppe ved “bjerget” så jeg til min rædsel vores “berømte” Sankt Bernhard komme gående med sit menneske. Det var jo den som tidligere på året havde revet sig ud af mundkurv, halsbånd og snor og var gået direkte i kødet på mine beagler.
Med hjertet oppe i halsen, kommanderede jeg Charlie og Oscar til at sidde. Der var vel 20 meter mellem os, men jeg ville ikke tage nogen chancer og bevæge mig nærmere. Ejeren jumlede afsted med sin hund, som nu havde spottet mine hunde. Den begyndte at trippe uroligt og kigge langt efter Charlie og Oscar. Jeg holdt skarpt øje med den ud af øjekrogen mens jeg fokuserede på at holde Charlie og Oscar i ro. Jeg lagde hele min energi over på mine hunde, som kun fokuserede på mig og sad lige så pænt på rumperne. Endelig forsvandt Sankt Bernhard hund og ejer og vejen var fri til at jeg kunne give mine hunde fri – og nøj hvor jeg roste dem. De var bare så dygtige og fik en ekstra godbid 😀
Derefter forsatte vi stille og roligt turen hjemad 🙂
