I dag er det præcis 1 måned siden vi mistede vores Charlie mus.
Den måned har været hård at komme igennem – for vi savner ham uendeligt meget.
Der er blevet tomt på en anden måde – og livet går selvfølgelig sin gang som altid. Jeg passer Oscar og Darwin og ser til at deres behold bliver opfyldt på alle måder – altså nøjagtig som før. Men så er der alligevel den forskel at der nu “kun” er to der skal på gå tur – to der skal have mad – to der skal soigneres – to der skal have rene tæpper i kurve og bure – ja listen er lang.
Charlie er konstant i mine tanker – lige fra jeg vågner om morgenen og til jeg falder i søvn om aftenen. Vi har mistet et familiemedlem og jeg ved af erfaring at det bliver lettere som tiden går – selvom det er svært at tænke sådan, lige nu. Charlie var min sjæleven – han vidste lige præcis hvornår han skulle sætte sig hos mig – når tingene ikke gik som de skulle for mig. Jeg har sågar oplevet at han har vækket mig om natten når mit blodsukker gik lav – så for mig var han unik på en hel særlig måde.
Vi har intet ændret – Charlies bur står stadig, som det har stået de sidste over 10 år. Planen er at det skal tages væk – men jeg er ikke klar endnu. Jeg har dog fået lagt hans sele, halsbånd og snor til side – men ikke længere væk end det kan hentes frem. Hans røde hurtta frakke ligger også stadig fremme i det værelse vi bruger til den slags.
Det eneste helt tydelige tegn er urnen der står på mit skrivebord og som vidner om – at han ikke er her mere. Jeg har fået en vis ro over Charlies urne – men også et sted hvor jeg bare kan sidde og mindes ham – det har vi alle brug for – vi har alle hver vores behov, for at mindes og snakke om ham. Vi snakker generelt meget om ham og det tror jeg er sundt – at få vendt det hele, så det bliver lidt nemmere at bære bagefter.
Med andre ord – så går livet videre og vi følger med – nu handler det primært om Darwin og Oscar og deres videre liv. De har også mistet og det kan mærkes et eller andet sted. Det kommer jeg nærmere ind på senere.
