Ja – hvorfor gør de det?
Der har været fremsagt rigtig mange teorier på det punkt – men faktisk er der ingen der rigtig ved hvorfor.
Jeg har kun mine egne iagttagelser og teorier at bygge på – så det er endnu en betragtning oven i alle de andre betragtninger og teorier.
Faktisk er der kun to af mine beagler der spiser græs sådan jævnligt – og det er Oscar og Darwin. Yderst sjældent – har jeg været vidne til at Charlie æder græs.
Mine konklusioner er at:
1) De kan lide at spise græs – specielt i forår og forsommer perioden, hvor græsset fremstår meget frodigt og indeholder en masse lækre ting. Græsset er på dette tidspunkt ret sukkerholdig og der er mange fibre i.
2) At det er en dårlig vane, som jeg forsøger at få dem fra.
3) At græsset spises med henblik på opkastning. Hvis det er for at fremme opkastning, vil man kunne se, at det græs hunden kaster op – kommer hel ud af systemet. Så min teori går på at græsset sluges og der kommer en kildrende fornemmelse, som får hunden til at kaste op. Hunde kan jo i modsætning til mennesker ikke stikke en finger i halsen. Ved at kigge på det den kaster op, vil man kunne se de hele græsstrå – evt pakket ind i slim – hvorved hunden frigør sig for noget irritation i maven. Jeg har endnu ikke set antydninger af foder eller rester af foder – så derfor er min formodning at hunden frigør sig for irritationer i mavesækken.
4) Sult – kan også være en årsag i følge mine iagttagelser. Hvis hunden er sulten, vil den æde græsset og her vil man se at den virkelig tygger græsset. I efterladensskaberne vil man derfor også kunne se græs rester. Jeg har også en teori i, at der mangler fibre i foderet.
Hvis man ser tilbage på hunde gennem tiderne, så har det at spise græs været noget naturligt forekommende. Hunde i den vilde natur, vil æde græsser af forskellig art, som en del af deres fødekæde. Jeg tror at vores hundes græs spisning er noget naturligt forekommende – og nogle hunde spiser mere græs end andre – fordi de kan lide det – ligesom vi andre spiser salat i ny og næ fordi vi kan lide det.
