En ny sygdom er ved at finde vej til de danske beagler. Sygdommen er i vækst hvorfor beagleklubben nu er gået ind i samarbejdet med Københavns universitet for at klarlægge udbredelsen af denne mærkelige sygdom, som er en form for menigitis hos hunden.
Alle medlemmer af beaglekubben bør derfor støtte op om dette arbejde med klarlæggelsen af sygdommen. Man får hvis man er medlem tilsendt et spørgeskema, men man kan også besvare dette spørgeskema online ved at logge ind på beagleklubbens hjemmeside
I dag mødte jeg den ældre dame som jeg snakkede med den dag Charlie og Oscar blev overfaldet oppe i området. Hun spurgte hvad der var sket med beaglerne og blev glad da jeg fortalte at de nu var ovre episoden fysisk i hvert fald. Psykisk står det nok værre til, idet begge hunde er blevet mere agt pågivende over for hunde de ikke “kender”.
Hunden der overfaldt beaglerne er ikke en ren Sankt Bernhard hund men en blanding mellem denne og en schæfer, så en farlig coctail må man sige. OG DET ER IKKE FØRSTE GANG DEN HAR BIDT ANDRE HUNDE. Derfor går ejeren også med mundkurv på, og det er så ubegribeligt at den kunne trække sig ud af den, halsbånd og snor og gå direkte på mine hunde. Adspurgt har ejeren fortalt at hendes hund IKKE KAN LIDE MINDRE HUNDE og at den som skrevet har bidt hunde før.
Så blev jeg så klog ! Men idet hele taget har der aldrig været så mange løse hunde i det område, selvom kommunen har skiltet med at ALLE HUNDE SKAL VÆRE I SNOR. Dette fordi der er hjortevildt, fuglevildt og harer i området. Der har været overfald på hjorteviltet deroppe derfor har kommunen strammet op om reglerne. Men det skider folk altså stort på for bare hundebassen kan få lov at gå frit så “jeg kan vise andre at jeg har helt styr på min hund” hvilket de fleste jo ikke har. Dertil kommer alle de “kamphunde” lign. typer som folk anskaffer sig fordi det skal se smart ud, men som de fleste ikke har en skid styr på.
Mine gåture fremover bliver i selskab med en ekstra kæde eller stok så jeg kan slå fra mig hvis det skulle komme såvidt. Og jeg vil ikke tøve med at slå hvis situationen opstår.
Charlies bagparti har fået det bedre og han løber nu fint som han plejer og leger igen med Oscar ude i haven. Mine aktiviteter fremover med hundene bliver mere i haven idet jeg så vil lege og træne med dem der så den ene gåtur i stedet bliver til træne/lege aktiviteter, som beaglerne helt sikkert vil elske at være med til 🙂
Tre dage er der gået siden Charlie og Oscar blev overfaldet oppe i området. Det går fremad med Charlie og gud hvor jeg glad for at han kommer så let over den svingtur han fik. Det så virkelig ud som om han ville blive revet fra hinanden da det skete. Godt at beagler er robuste hund, men alligevel, for det kunne være gået grueligt galt.
Charlie har stadig problemer med den bagerste del, hans venstre bagben oppe ved hoften. Han er nu i stand til selv at gå op af trappen for at sove i soveværelset, men det kniber med at gå ned, hvor han skåner benet. Jeg har de sidste dage bare gået nogle små ture med ham og så har han været i haven og slikke solskin 🙂
Oscar virker OK, men samtidig er han blevet mere på vagt overfor andre, både hunde som mennesker. Han virker bange og trykker sig syntes jeg. Det er noget rigtig øv da jeg har brugt meget tid på at socialisere ham op gennem hans hvalpetid. Han bevæger sig ikke langt væk fra mig under gåture, men vælger at gå lige ved siden af mig. Førhen kunne han godt strække ud og gå forest når han havde den lange snor på, men ikke mere lige nu, men jeg håber da det kommer igen. Han er tilsyneladende sluppet med et lille bid i højre lår hvor han også har mistet lidt af pelsen. Såret ser fint ud og er igang med at hele op. Når Oscar bliver stresset slår det sig gerne på maven af ham og han mister appetitten, hvilket ikke er normalt når man er en beagle. Men nu spiser han igen optimalt, så jeg regner med har er ude på den anden side igen.
Siden i går hvor beaglerne blev angrebet af en køter til St. Bernhard hund har jeg været så vred, ked af det og mest af alt optændt af at fare i struben på den hundeejer som ikke havde styr på sin hund.
Heldigvis er der noget godt i det mine hunde ikke blev så skadet som jeg frygtede. Oscar er stort set sit eget gamle jeg, men Charlie blev skadet i venstres skulder og hofte, fordi han blev vredet rundt af “kæmpen”. Charlie har ikke kunne springe eller sætte af med sit bagben fordi det selvfølgelig har gjort ondt. Natten til i dag kunne kan ikke tilbringe i sin kurv i soveværelset da han ikke kunne gå op af trappen. I stedet har han tilbragt natten nedenunder i en kurv i Simons værelse, så han sov sammen med nogen. I dag har vi taget det roligt da jeg mener ro og hvile er det Charlie skal have for at blive sig selv igen.
Vi har gået små ture i kvarteret og ellers har Charlie tilbragt dagen med ro og hvile i kurven inde i stuen, hvor han har sovet en masse. Her til aften virkede han bedre tilpas, så jeg gik en tur op i området med ham. Han klarede fint at gå, men har stadig problemer med at sætte af med bagbenene. De næste dage vil foregå på samme måde med ro og hvile og bare være i haven.
Og i fremtiden ? Hvad gør vi da ? Lige nu vil jeg ikke sætte mine ben oppe i området om formiddagen, hvor det vrimler med løse hunde og deres lige så løse ejere. Istedet vil jeg vælge tiden lige over middag, for der er der stort set ingen mennesker eller hunde deroppe.
Jeg syntes det er godt gjort at vi som tager vores ansvar alvorligt med vores hunde skal ryste og bæve over de hunde ejere som ikke har en skid forstand på hvad de har med at gøre. Mange er rundt omkring på nettet enige i at man skal have en slags kørekort til at eje en hund. Består man ikke prøven, ja så skal man ingen hund have, så enkelt må det være. Og det kommer jo i den sidste enden hunden til gode, da den ikke bliver spoleret at en person, som ikke gider at bruger ordentlig tid på sin hund.
Det kan ikke siges nok, men en hund er ikke et stykke legetøj man anskaffer sig fordi den “ser så sød ud” Det er et ansvar for de næste 10-15 år, et ansvar som ikke skal være en gene for naboer eller nabolag.
span>Som sædvanelig var vi på tur med vores hunde til formiddag. Min yngste søn gik med Charlie og jeg med Oscar. Så faldt vi i snak med en ældre dame som vi af og til møder. Hun har en gravhund og beaglerne leger gerne med den 🙂
Vi faldt i snak og sjovt nok gik snakken på alle de ustyrlige hunde som render rundt og tyrannisere det hele og hvor ejerne aldrig har ret meget styr på dem. Med al respekt så er der naturligvis også ejere som har helt styr på deres hunde, men det er jo kun fordi de går meget op i deres hund. Og man skal bruge meget tid på træning alt afhængig af racen selvfølgelig. Alt for mange anskaffer en hund, bare for at have den og så gør de ikke en dyt mere ud af det, og den slags mennesker skulle ikke have lov at eje en hund i det hele taget.
Mens vi snakker kommer en yngre pige gående rundt om hjørnet. Med sig har hun en enorm Sankt Bernhard hund. Hunden er iført et alt for løs halsbånd og en grime, og da den passerer os giver den indtryk af at være en type man skal holde sig fra. Pigen trækker den tæt ind til sig, mens hun kanter sig forbi. Sankt Bernhard hunden nedstirret Charlie som reagerer ved at knurre advarende.
Pludselig river “kæmpen” sig løs og går direkte mod Charlie. Min søn hiver Charlie rundt i hans sele for at undgå et direkte angreb, men Sankt bernharden bider Charlie i højre forben. Dette får Oscar til at ville komme sin “bror” til undsætning, så han trækker ud efter “kæmpen” som danser truende rundt om min søn og Charlie. Så ser jeg rødt. Jeg bliver gal og går direkte mod den fremmede hund, da det eneste jeg har i tankerne er at min hund og min søn ikke lider skade. Ejeren står bare der og står, uden at foretage sig en skid. Jeg råber til hende at hun skal tage sin møjhund væk. I mens går jeg efter hunden i det jeg vil sparke den hårdt. Den vender sig mod mig og angriber Oscar, ved at den bider sig fast i venstre lår og svinger Oscar rundt i luften. Nu er min vrede nået sin absolutte tophøjde. Jeg er så gal at jeg slynger eder og forbandelser ud over ejer og hund, mens jeg endnu engang beder hende få styr på sin køter.
Endelig tager hun fat i sin hund og jeg og min søn trækker os rystede tilbage. Vi foretrækker at forsvinde fra stedet og går gennem et nærliggende hegn ind i KFUM’s fodboldbane hvor vi gennem dem kan skyde genvej hjem.
Hjemme undergår beaglerne en undersøgelse, som tyder på at det “kun” er nogle underløben bål mærker de får af sammenstødet med hunden. Vi slap altså med skrækken i behold, men men hvad gør vi nu? Jeg tør ikke lade mine sønner gå alene med vores hunde mere. Drengene har autisme og vil ikke være i stand til at håndtere sådan en situation på egen hånd. Dette betyder at vi nu fremover skal undgå “formiddagstrafikken” i vores elskede område og begive os ud bevæbnet med en stok? så vi kan slå efter evt. løse hunde.
Dette her burde få mig til at starte en kampagne. En kampagne mod løse hunde og deres ligeså løse ejere, så vi alle kan færdes uden at ryste og bæve for vores liv. Jeg vil nemlig ikke oftere konfrontere mine hunde med den slags episoder, for de bliver også mærket af det psykisk.
Påsken er ved at være forbi og vi har benyttet os af det gode vejr til at være meget ude. Beaglerne har nydt at ligge i solskinnet i haven og ind imellem har vi været på spasereture.
En aften for et par dage siden skulle Oscar “føre sig frem”. Han ville med andre ord lege. Vi var lige kommet hjem fra aften gå turen og Charlie ville placere sig i sin yndlingsstol, mens Oscar ville lege. Oscar førte på sit hundesprog en opsang der lød sådan her, “Jeg vil lege kom nu kom nu”, mens han puffede, skubbede og slog med rumpen mod Charlie. Charlie afviste ham og gjorde mine til at ville op i stolen, og her skete det. Oscar fik fat i rumpen på Charlie og fik “bidt” ham lidt hårdt. Charlie skreg op som en stukken gris. Jeg har aldrig hørt ham skrige på den måde. Vi fik dog dysset gemyterne ned og Charlie indtog sin stol.
Dagen efter virkede han stiv på det højre bagben, men ville godt gå og også løbe da vi gik vores formiddagstur. Om aftenen var den gal da han ikke selv kunne springe op i vindueskarmen eller sin stol. Med grynten og piven gjorde han “mor” opmærksom på at han ville hjælpes, op i stolen eller vindueskarmen.
I dag da jeg hængte vasketøj til tørre og begge hunde var i haven sammen med mig, forsøgte Oscar igen at lægge op til leg. Så skete det, at Oscar kom til at ramme det sted på Charlie hvor det gjorde ondt, og han skreg op. Da Oscar ikke ville stoppe, vendte Charlie sig om mod ham og knurrede advarende, og det fik Oscar til at stoppe sit forehavende.
Her de næste dage vil jeg tage den med ro med Charlie og se om det går i sig selv, for der er ikke som sådan noget at se og jeg må gerne røre Charlie på det dårlige sted uden han reagerer.CHARLIE
CHARLIE