Igen en løs hund GRR

by

De sidste dage er blevet nydt med dejlige ture og leg i haven. Beaglerne har været dovne og bare nydt det gode vejr. Vi går altid en aftentur og den varer alt lige fra en halv time til tre kvarter afhængig af vejret. Turen i øjeblikket er måske nok lidt længere fordi vi har så fint vejr og derfor nyder spasereturen endnu mere.

Til aften skulle jeg så gå med Oscar. Vi deles altid om at gå med hver sin hund, da beaglerne også har godt af at komme ud på egen hånd, eller rettere pote 🙂

Oscar og jeg gik op mod det grønne område. Oscar gik rigtig og hyggede sig og snuste til græsset og mælkebøtterne og havde ikke særlig travlt. Da vi var kommet halvvejs, stødte vi på en stor løs hund. Det var en labrador lignede hund muligvis en blanding, og var det den jeg tror så skulle jeg ikke nyde noget. Der var ikke skyggen af en ejer noget som helst sted, og den omtalte hund er særdeles aggressiv, da flere historier går om lige netop den hund i nabolaget.

Hvad gør man så ? Med tanke for sidste gang med Sankt Bernhard hunden, ja så skulle jeg ikke nyde noget – så jeg vendte rundt og gik i lidt hastigt trav derfra, mens jeg opmundtrede Oscar til at følge med. Oscar havde (selvfølgelig) en masse rynker i sit lille hoved fordi vi nu pludselig satte farten op. Jeg kastede et blik tilbage og så at køteren fulgte efter.  Så satte jeg farten op. Jeg nærmest “bar” Oscar gennem luften, og jeg havde kun tanke for at bæstet ville ikke kun overfalde min hund men også mig. Lige ved stien til området ligger et andelsbolig med huse og her drejede vi skarpt til højre op gennem andelsboligerne. Her kunne jeg sagtne farten og sikre mig at vores følgesvend ikke fulgte med. Mine drenge gik jo med Charlie, så jeg hev mobilen op af lommen og fik ringet min ældste søn op, for han går aldrig uden sin mobil. Her fortalte jeg forpustet at de ikke måtte gå op i området. Heldigvis fortalte min søn at de var gået rundt om kirken, en tur på cirka tre kvarter og derfor ikke ville komme i nærheden af området.

Oscar og jeg begav os hjemad. Turen var ligesom ødelagt. Væk var mit gode humør. Det er da godt gjort at man skal snige sig rundt ved alle hjørner, af skræk over at møde sådan et bæst, som egentlig burde aflives, for ikke engang dyrlægen vil have den ind hos sig. Den anden morgen hvor jeg tilfældigvis stødte på ejeren af hunden som gik på det modsatte fortov, da langede hunden ud efter beaglerne – og tænk den bed sin ejer i hånden fordi den blev arrig.

j0344845

Loading

Kunsten at gå tur med flere hunde

by

Mine ture med beaglerne forløber stort set ens hver dag, også i weekenderne. Når jeg står op, er noget af det første jeg gør, at gå en lille “runde” som vi kalder det. Turen går lige rundt i vores nærmeste kvarter og tager cirka 20-25 min. Her får beaglerne lettet sig for både stort og småt  og får snust lidt hist og pist. Når vi kommer hjem igen får beaglerne og “mor” morgenmad, og så lurer de lige en times tid mens “mor” får andet fra hånden.

Jeg er den seneste tid begyndt at gå mere og mere med dem sammen. I starten er det noget af en prøvelse, fordi beaglerne skal lære at følges af og det er ikke altid nemt, når den ene vil den ene vej og den anden, den anden vej. Som hundeejer får man altså prøvet musklerne af og krydset arme eller ben for at kunne hamle op med dem. Jeg har derfor prøvet mig frem for at se hvilke liner der var bedst at bruge alt efter hvor turen skulle gå hen. Hvis vi går på fortovet i kvarteret så er linen nødt til at være kort for ellers kan man ikke holde ordentlig styr på beaglerne. Jeg bruger en dressurline, en som ligger godt i hånden, af rundsyet læder eller en blød webbing. For det meste har jeg begge hunde i min højre hånd og de har lært at gå rigtig pænt ved siden af hinanden. Når vi skal snuse forskellige steder vælger jeg så at have dem i hver sin hånd, men ofte skal de snuse til det samme og den ene venter pænt mens den anden bliver færdig med sit forehavende 🙂

Når jeg går tur i vores grønne område, vil beaglerne gerne kunne bevæge sig lidt mere rundt, så her bliver dresurlinen som er over 2 meter lang foldet helt ud, alternativ bruger jeg også en fem meter sporline til hver hund. Det er let lige at tage fat længere oppe på linen hvis der skulle komme en anden hund eller folk forbi som beaglerne ikke bare lige skal gå hen til, for det er jo ikke alle som vil snakke eller er venligtsindede (de fremmede hunde).

Som regel forløber turen fint og beaglerne går bare og hygger sig i alt det grønne vi har lige nu. Det er så dejligt at være ude i naturen i øjeblikket at turen sagtnes kan tage længere tid fordi vi bare går og hygger os. Undervejs træner jeg beaglerne i forskellige kommandoer. Beaglerne får lov at springe rundt og hoppe over forhindringer som en grøft eller lign.

Det har taget lidt tid at finde en rytme med at gå med dem sammen, også fordi jeg har skullet finde den rette teknik og ikke virke stresset, for hvis først mennesket stresser så gør beaglerne det også og så har man da først for alvor et problem.snuse1

Loading

Et digt

by


“Bare en hund” er der mennesker, der siger. Er dette “bare”, at et andet liv har sluttet sig til mit, at en hale klapper i gulvet af glæde ved at høre min stemme, at en snude fortroligt stikker sig ind i min hånd, at to øjne røber mig verdener af tillid og hengivenhed. 

Kaj Munk

Kan det siges smukkere ??


co1

Loading

Hunde er kloge – meget kloge

by

Vi sad lige og snakkede om hvor kloge hunde egentlig er og hvor gode de er til at træne os mennesker. Her lige et citat af Winston Churchill som også havde regnet det ud:

“Jeg ejer ikke min hund. Det er den, der ejer mig. Jeg tror, at Rufus synes om mig. Den har lært mig at kaste pinde, som den kan løbe efter.”

Og ja er det ikke sådan når det kommer til stykket ? Det tror jeg ! Mine to beagler er i hvert fald også på den gren, forstået sådan at de hurtigt med deres kropssprog kan fortælle os hvad de gerne vil have vi skal gøre. Eks. Jeg har brugt en del tid på at træne Charlie til at komme når jeg kaldte på ham, for det var tydeligvis noget der ikke var brugt tid på da jeg fik ham. Jeg har trænet indkald med en lang snor 10-15 meter og hver gang han kom blev han rost og fik en godbid. Ingen problemer der. Charlie lærte hurtigt at når han kom fik han godbidden sådan.

Meen medaljen har en bagside, for samme Charlie er nu så udspekuleret at han ved at give mig bestemte signaler som at han bare kommer hen til mig og sitter uden jeg har bedt om det, for så skal der jo falde en godbid, “for jeg (charlie) er jo så dyygtig”. Jahh jeg har selv lært ham det ikke??

Det samme med Oscar. Her har jeg brugt samme metode. Lang snor. Komme når jeg kalder. Godbid. Fint. Oscar gør det på en anden måde end Charlie. Oscar går helt op på siden af mig, tilpas langt fremme så han kan snige sig til øjenkontakt med mig, “Se mor, jeg er her, er jeg ikke dyygtig”. Reagerer jeg ikke på det, går han ind foran mig, så jeg bliver nødsaget til at stoppe op og promte ryger måsen i jorden “Er jeg ikke dyygtig” Joh, jeg har selv lært ham det og så må der falde en godbid.

Vi mennesker er dygtige til at lade os træne af vores hunde 🙂 j0236321

Loading

1 240 241 242 245