Det årlige dyrlægecheck

Beaglerne skulle have været hos dyrlægen før jul – men på grund af kraftig snefald og ufremkommelige veje aflyste jeg tiden. I dag skulle de så af sted til deres årlige, forsinkede sundhedscheck.

Da jeg har problemer med ryggen lige pt, så tog en af vores drenge med til at hjælpe med at holde styr på beaglerne.

Charlie huskede godt sidste år da han var derude – så han skulle i hvert fald ikke indenfor. Han huskede tydeligvis den sprøjte han fik og som fik ham til at skrige (han er jo i forvejen en skrighals :D) så han satte alle fire poter i jorden og ville hverken gå frem eller tilbage. Vores far måtte så bære Charlie indenfor. Derefter blev han sat på gulvet og nej se alle de spændende ting dyrlægen havde i sin forretning. Det havde Oscar også spottet – så Charlie trak af sted med “far” mens Oscar trak af med Mathias. Alle de vidunderlige grisetryner, grisetæer, griseører, røgede ben og andre lækre ting som de absolut skulle stikke snotterne ned i. Ind i mellem syntes de åbentbart det var på sin plads at lette ben hist og her. Så mens vi ventede på dyrlægen havde vi travlt med at rende rundt mellem alle de lækre godbidder. Ind i mellem forsynede vi os af dyrlægens køkkenrulle når en af beaglerne lettede ben.

Charlie blev vejet og vægten kravlede op på 14,5 kg og minsandten om Oscar ikke vejede det samme – så vægten var i orden.

Derefter havde dyrlægen tid. Charlie kom først på bordet – men da han er  skræmt fra tidligere gange valgte vi at give ham den bløde mundkurv på – indtil han havde fået sin vaccination, som han klarede bedre end de andre gange, han havde været der. Så kom mundkurven af – så dyrlægen kunne se de fine bisser han har. Alt var i orden med Charlie.

Så kom Oscar på bordet og blev kigget efter. Oscar finder sig i alt, så dyrlægen kunne åbne munden og stort set gøre hvad hun ville med Oscar. Oscar har altid haft lidt problemer med sit højre øre, helt fra hvalp – og hvor det er nødvendig at rense øret hver 14. dag. Dyrlægen syntes der var lidt tendens til betændelse så hun ville at han skulle have lidt øredråber denne gang. Ellers var alt i orden med Oscar, fine tænder takket være plague off, som begge beagler får.

Vi fik program vet med hjem til at forebygge nye loppeangreb. Begge beagler er helt loppefri nu, kunne dyrlægen konstatere. De skal have en pille en gang i måneden de næste 3 måneder  –  så ser vi hvordan pillerne virker, og om det skal forsætte.

“Far” og Mathias gik ud med Charlie og Oscar og overlod til “mor” at betale regningen. 1500 måtte hun slippe. Heldigvis er beaglernes sundhed i top så det er ikke ofte vi har brug for dyrlægen – men dejligt at vide at de har det godt.

Hjemme igen fik beaglerne deres aftensmad, så ud i haven og rende rundt i sneen –  og så krøllede de sig sammen og lagde sig til at sove – efter et anstrengene eventyr.

Som søskende vi skændes

Som alle andre søskende så skændes mine beagler også

Det er altid vildt sjovt når de mundhugges. I dag havde Oscar fundet en pind ude i haven under sneen og den sprang han rundt med i flaben og førte sig helt vildt frem. Han siksakkede og hoppede og dansede rundt om Charlie for at gøre opmærksom på den lækre pind han havde i munden. Det var en såkaldt “følg mig dans” og hensigten var at få  Charlie til at følge efter sig.

I starten ignorerede Charlie, Oscar totalt og lod som om han i hvert fald ikke havde set noget. Men så som lyn fra en klar himmel optog han forfølgelsen og den vilde jagt gik rundt i vores snedækkede have.

Dette show stod på cirka 5 minutter. Så stillede Oscar og Charlie sig overfor hinanden. Oscar smed pinden på jorden og gjorde drillende tegn til at Charlie skulle prøve at tage den. Hver gang Charlie stak hovedet ned for at tage pinden – hapsede Oscar den, for derefter at smide den igen. Dette drilleri blev for meget for Charlie – så han begyndte at brokke sig.

Der fulgte nu en mundhuggeri uden lige, hvor begge hunde stod over for hinanden mens de pev, gøede, mumlede – alle mulige lyde i forskellige nuancer. Charlie kiggede på “mor” “Hvorfor gør hun da ikke noget ved den frække fyr” så han ud til at tænke. Charlie besluttede at nu ville han sladre – så han løb op til “mor” og kastede sig op af hende – at nu måtte hun da hjælpe ham. Men mor hjalp ikke æv æv. I stedet besluttede “mor” at beaglerne skulle lave nogle søge øvelser, så hun kastede nogle godbidder i sneen som Charlie og Oscar begyndte at lede efter.

Mens beaglerne var optaget af foderet, gik “mor” ned og fjernede pinden og så var det bal forbi. Beaglerne kom ind og lagde sig til at sove. Charlie ovenpå det ene bur og Oscar i lænestolen med sit tæppe.

Drabeligt ser det ud – men det er kun leg

Hvordan bruger man buret?

Ofte må jeg høre at ordet “bur” er ensbetydende med at man “fængsler” sin beagle. Okay ordet “bur” leder selvfølgelig i retning af at man “låser noget inde”. Jeg har ofte fået på puklen fordi jeg anvender bur til mine beagler – men de som siger mig i mod er ofte folk som ikke ved bedre selv, og det vil jeg så prøve at komme i møde med dette indlæg.  

Hvis man skulle spørge beaglen om dens mening så ville man sikkert blive overrasket over svaret – for den ville sige at det lige var hvad den skulle bruge. Her kan den føle sig tryg i sin hule. Simpel hen bruge det som vores børn har deres eget værelse. Her kan den sove, spise, trække sig tilbage og slappe af. Den kan sågar ligge ovenpå buret hvis man ligger et lækkert tæppe eller en pude. Så i følge min overbevisning er det ikke forfærdeligt at mine beagler har et bur.

De er blevet vænnet til det fra små. De har lært at der er trygt og hyggeligt. Jeg har brugt buret som renligheds træning i nattetimerne så min hvalp ikke skulle falde ned af trapperne – for vi sover ovenpå – dermed kunne jeg trygt ligge mig til at sove, velvidende at min hvalp lå trygt i sit bur og ikke kunne komme noget til. Når tiden var inde til at tisse/pølle så skulle han nok give besked. Så stod jeg op. Tog min hvalp på armen og bar ham nedenunder og ud på græsplænen så han fik lavet det han skulle. Derefter blev han bragt tilbage i det trygge bur og vi sov videre.

I dagtimerne blev denne metode også anvendt hvis jeg skulle lave noget og derfor ikke lige kunne have øjne på hvalpen. Buret er også fremragende når hvalpen har sin såkaldte ulvetime. Ind i buret og køle af med et lækkert tyggeben – det kan få selv den vildeste hvalp til at falde til ro.

Hvordan går det for sig? Johh fra naturens side er vores ulve/vilde hunde indrettet sådan, at de bor i huler. Hvalpene fødes i huler, og i den første tid sørger mor for at holde sine hvalpe rene. Derfor spiser hun deres efterladenskaber og det gør hun for ikke at lede vilde dyr på sporet af hulen. Senere når hvalpene er større lærer hun dem at besørge udenfor. Derfor kommer det naturligt at en hvalp/hund aldrig ville besørge der hvor den sover. Derfor er buret en ideel løsning, specielt om natten hvor vi alle sover.

Selv nu hvor mine beagler er voksne spiller buret en afgørende rolle. Om morgenen får de altid deres foder serveret i buret. Det der magiske ord “bur” får begge hunde til at fare direkte ind i det og de vælger altid deres eget bur, for de ved godt hvilket bur der er deres. Buret bruges også hvis vi får gæster f.eks. til spisning, så ligger beaglerne i deres bure for det er ikke rart når de vimser rundt om et veldækket bord. Når vi har spist lukkes de ud igen og kan deltage i løjerne. De får også ben i buret så de hver i sær kan ligge i fred og ro uden at forstyrres af hinanden.

Buret fungerer også som transport hvis vi skal med bil eller hvis det skulle gå så galt at de kommer på dyrhospital – så kender de betydningen af buret og kan føle sig trygge. Skal hunden udstilles så er buret også en helt nødvendig ting.

For at lære beaglen at bruge buret, kan man bruge en kommando f.eks. bur (eller hvad man syntes er passende). Denne kommando skal man bruge altid når man vil have beaglen skal gå i buret. Man siger “bur” smider en godbid derind og roser når beaglen sidder derinde. Snart vil beaglen forbinde ordet “bur” m/godbid og hopper gladeligt derind. Når denne kommando er indlært kan man lukke lågen – men kun så længe beaglen er rolig. Bliver den urolig lukkes lågen op. Efterhånden øges tiden med at lågen er lukket – i det beaglen lærer at man lukker op igen og så vil den tilsvarende blive rolig. Meget snart vil man opdage at når man bruger ordet “bur” så vil beaglen opsøge sit bur. Husk: MAN MÅ ALDRIG LADE LÅGEN VÆRE LUKKET NÅR BEAGLEN ER ALENE HJEMME ELLER UDEN OPSYN

For almindelig brug af buret SKAL LÅGEN VÆRE ÅBEN. Det er kun for beaglens sikkerhed at man lukker lågen.

Det nye år 2010

Julen og nytåret er bag os og vi har taget hul på 2010. Hverdagen bliver igen (heldigvis) normal.

Nytåret er forløbet som en travl periode da beaglerne havde fået lopper. Jeg opdagede om aftenen den 29. dec at der kravlede en 4 stykker rundt på Oscar nede i lysken. Af sted gik turen til dyrlægen dagen efter og beaglerne blev udstyret med Capstar som er et middel der slår alle levende lopper ihjel i løbet af 1 times tid. Dette middel kan med fordel anvendes mens man får gjort godt og grundigt rent med støvsugeren, Hurra for min electrolux som ikke har pose men en beholder der opsamler støv mv. Og opsamler det er lige hvad den gør – den suger i den grad alt op fra gulvet og er et must når man har hunde. Alt blev endevendt – vores senge som beaglerne jo opholder sig i. Deres kurve og tæpper. Jeg tror jeg har vasket 15 tæpper og 3 stofkurve. Dertil kommer rengøring af bure og  så måtte vi spraye med et middel på de møbler og andet som ikke kunne rengøres på normal vis. Travlt var der.  Beaglerne skal have 3 Capstar hver gennem 3 dage. Derefter vil vi i fremtiden forbygge loppe angreb ved at give dem en pille en gang om måneden efter råd fra dyrlægen. man kan også vaccinere hvis man hellere vil bruge dette. Dette sker også fordi vi bor i et kvarter hvor der er rigtig mange løsgående katte.

Om eftermiddagen nytårsaftensdag, blev der gået en tur med lang snor på så beaglerne kunne rende lidt mere frit. De skulle jo opholde sig inde efterfølgende i en del timer. Derefter fik de deres mad og så lagde de sig for at sove.

Så kom nytårsaften og nøj hvor er det bare gået godt. Oscar har klaret det så fint og han var vældig nysgerrig når de skød derude og sad i vinduet og kiggede med. Engang i mellem kom der et brag og så skulle han lige vandre lidt op og ned af gulvet – men da vi ikke viste nogen som helst miner til at have “hørt” noget, så gik han og lagde sig igen. Begge beagler sov stort set upåvirket det meste af aftenen Et par gange var de ude i haven da der lige var lidt stilhed og for at få dem til at være der uden problemer fik de lidt tørfoder ud på græsplænen som de søgte efter – så kunne det brage alt det, det ville for hundene var optaget af foderet. Med den metode forstærker man det positive ved at selv om der er ubehagelige lyde så gør fodersøgningen at hunden ikke oplever lydene som ubehagelige.

Da midnatstimen kom og det bragede løs sad Oscar i vindueskarmen og kiggede med. Ind i mellem gik han over i sin stol og lagde sig. Charlie snorksov i sin kurv – så meget at det næsten larmede mere end fyrværkeriet udenfor

Kl. 01:30 var der så roligt at beaglerne kom i haven og fik tisset af og så gik den på hovedet i seng for os alle.

Om det er DAP- difuseren som har haft den virkning – ja den teori hælder jeg mest til – men måske er Oscar bare ved at vokse sig fra sin skræk – det kunne man håbe på. Under alle omstændigheder kommer DAP i stikkontakten næste år – for den vil jeg ikke undlade! 

I dag i skrivende stund er både hunde og mennesker trætte – men beaglerne har været ude og gå en lang tur med deres “far” og resten af dagen hygger vi os hjemme i ro og fred.

En succes!

Året 2009 går på hæld og et nyt 2010 banker på døren. Siderne her skulle egentlig havde været et forum – men da jeg blev direkte frarådet at starte sådan noget op af beagleklubben, fordi man der selv havde den samme plan, så opstod bloggen her i stedet. Ironisk og med sur smag i munden, må jeg konstatere at beagleklubben endnu ikke har oprettet deres forum men i stedet har de mistet et medlem, nemlig mig, da jeg ikke har til sinds at forny mit medlemsskab, efter den reprimande jeg fik.  Jeg mener nemlig ikke at beagleklubben er repræsentanter for beagle racen alene, selv om de påberåber sig dette. Til gengæld har jeg så meldt mig ind i DKK da jeg her vil få mere for mine penge.

Nuvel beaglepack er blevet en succes og der har siden starten i marts 09 været besøgende fra det meste af verden, og det er jeg naturligvis glad for da mine hunde erfaringer bliver læst og det er mit vigtigste redskab at udbrede kendskabet til denne charme race som beaglen jo er. Så vi vender tilbage i det nye år med flere beagle historier og andet godt

Året har været ret spændende for mig hvad mine hunde angår. Det har været året hvor Oscar nåede sin voksen alder og det har været kanon spændende at følge hans og Charlies indbyrdes forhold.

Nu vil Charlie, Oscar og jeg takke af for det gamle år – men vi vender tilbage med nye løjer i 2010 Så hermed sender vi et rigtigt Godt Nytår til jer alle derude.

Et glatføre uheld!

Juleaften er forløbet stille og roligt. Beaglerne fik i dagens anledning en kærkommen foder afveksling da de fik dåsemad i stedet for deres normale tørfoder. Nøj, det var noget de kunne bruge Dernæst tilbragte vi en helt stille og rolig juleaften, selvom det åbenbart lød forfærdeligt da familien skulle synge julen ind – for beaglerne gloede noget vedholdende på os alle sammen

I dagene op til juleaften – helt nøjagtigt i tirsdags (d. 22.dec.) da havde Oscar et uheld som vi først blev opmærksomme på, dagen efter – da det må været sket under eftermiddags gå turen. Oscar begyndte at halte på højre forben ikke noget særligt til at starte med – men jeg lagde dog mærke til det. Først dagen efter d. 23. dec. hvor beaglerne var med på julebesøg hos mormor og morfar, lagde vi alle mærke til det. Oscar haltede en del på benet da vi var kommet hjem igen, så vi gik i gang med den helt store undersøgelse. Teorien går på at han har trådt forkert i det glatte føre og den megen sne som har ligget rundt omkring. Han har noget utalt ømhed når man klemmer om højre knæ,  i leddet. Det ville han ikke have at vi rørte ved,  og trak benet til sig.

Nu har vi efterfølgende bare gået nogle korte lufteture med ham, og han har helt naturligt valgt at skåne benet ved at ligge i sin kurv. Det er på nuværende allerede blevet lidt bedre, så roen hjælper på benet.  Nu vil jeg lige se nytåret over,  ellers må vi lige en tur til dyrlægen. Men det er da tydeligt at Oscar selv kender medicinen for at benet skal komme sig – så vi lader ham selv om at bestemme farten.