Kan beagler lide regnvejr?

by

Det danske vejr er jo uforudsigeligt. Det skifter ofte som vinden blæser. Lige nu oplever vi en blandet landhandel af regn/byger/torden og sol ind i mellem. Samtidig er det varmt og det gør at det også virker lidt fugtigt.

Når det regner så er beaglerne ikke til at drive udenfor en dør “Mor” eller “far” eller en af drengene må gerne gå ud. Vi kan lokke alt det vi vil for beaglerne bliver troligt siddende indenfor, for enhver beagle med respekt for sig selv skal ikke være våd.

Nogle gange er vi dog nødsaget til at gå ud, for der skal da lettes ben og så går de nødtvunget med. Flaget (halerne) hænger for det her er ikke sjovt. Charlie vil derfor gerne putte sig under buske og træer så han lige kan få lidt læ. Vandpytterne bliver sprunget over, dem træder vi i hvert fald ikke i

Ja i den tid jeg har haft beagler må jeg konstatere at regnvejr og beagler ikke hænger sammen, så holder de sig hellere.

j0282764

Pindsvine tid

by

Sidste år havde vi den store glæde at få dagligt besøg af et pindsvin. Desværre var beaglerne ikke glade for disse besøg, for de støvede haven tynd i forsøg på at finde den lille hyggelige fyr.

En aften blev der en farlig ballade og hidkaldt af beaglernes vrede gøen kunne vi se at de havde omringet vores lille ven Hr. Pindsvin. Under møje og postyr fik vi hevet beaglerne ind og der faldt ro over gemytterne. Hr. Pindsvin blev båret udenfor lågen og væk luntede han i skarpt trav.

To dage efter opdager jeg så at Charlies næse så mærkelig ud. Da jeg kiggede nærmere på den var den meget ophovnet og svampet og jeg bestemte på stedet at dyrlægen lige skulle kigge på ham.

Vores lille besøgs ven Hr. Pindsvin havde stukket Charlie i næsen og det kostede en dyrlæge regning på 600 kr. Charlie fik sprøjter mod svamp, betændelse og hævelsen. Derudover kom han på antibiotika i 10 dage. Så beaglen er ikke uden frygt, men går modigt til den og stikker næsen i alt hvis den kan.

charlienc3a6s2charlienc3a6s1

Igen en løs hund GRR

by

De sidste dage er blevet nydt med dejlige ture og leg i haven. Beaglerne har været dovne og bare nydt det gode vejr. Vi går altid en aftentur og den varer alt lige fra en halv time til tre kvarter afhængig af vejret. Turen i øjeblikket er måske nok lidt længere fordi vi har så fint vejr og derfor nyder spasereturen endnu mere.

Til aften skulle jeg så gå med Oscar. Vi deles altid om at gå med hver sin hund, da beaglerne også har godt af at komme ud på egen hånd, eller rettere pote

Oscar og jeg gik op mod det grønne område. Oscar gik rigtig og hyggede sig og snuste til græsset og mælkebøtterne og havde ikke særlig travlt. Da vi var kommet halvvejs, stødte vi på en stor løs hund. Det var en labrador lignede hund muligvis en blanding, og var det den jeg tror så skulle jeg ikke nyde noget. Der var ikke skyggen af en ejer noget som helst sted, og den omtalte hund er særdeles aggressiv, da flere historier går om lige netop den hund i nabolaget.

Hvad gør man så ? Med tanke for sidste gang med Sankt Bernhard hunden, ja så skulle jeg ikke nyde noget – så jeg vendte rundt og gik i lidt hastigt trav derfra, mens jeg opmundtrede Oscar til at følge med. Oscar havde (selvfølgelig) en masse rynker i sit lille hoved fordi vi nu pludselig satte farten op. Jeg kastede et blik tilbage og så at køteren fulgte efter.  Så satte jeg farten op. Jeg nærmest “bar” Oscar gennem luften, og jeg havde kun tanke for at bæstet ville ikke kun overfalde min hund men også mig. Lige ved stien til området ligger et andelsbolig med huse og her drejede vi skarpt til højre op gennem andelsboligerne. Her kunne jeg sagtne farten og sikre mig at vores følgesvend ikke fulgte med. Mine drenge gik jo med Charlie, så jeg hev mobilen op af lommen og fik ringet min ældste søn op, for han går aldrig uden sin mobil. Her fortalte jeg forpustet at de ikke måtte gå op i området. Heldigvis fortalte min søn at de var gået rundt om kirken, en tur på cirka tre kvarter og derfor ikke ville komme i nærheden af området.

Oscar og jeg begav os hjemad. Turen var ligesom ødelagt. Væk var mit gode humør. Det er da godt gjort at man skal snige sig rundt ved alle hjørner, af skræk over at møde sådan et bæst, som egentlig burde aflives, for ikke engang dyrlægen vil have den ind hos sig. Den anden morgen hvor jeg tilfældigvis stødte på ejeren af hunden som gik på det modsatte fortov, da langede hunden ud efter beaglerne – og tænk den bed sin ejer i hånden fordi den blev arrig.

j0344845

Kunsten at gå tur med flere hunde

by

Mine ture med beaglerne forløber stort set ens hver dag, også i weekenderne. Når jeg står op, er noget af det første jeg gør, at gå en lille “runde” som vi kalder det. Turen går lige rundt i vores nærmeste kvarter og tager cirka 20-25 min. Her får beaglerne lettet sig for både stort og småt  og får snust lidt hist og pist. Når vi kommer hjem igen får beaglerne og “mor” morgenmad, og så lurer de lige en times tid mens “mor” får andet fra hånden.

Jeg er den seneste tid begyndt at gå mere og mere med dem sammen. I starten er det noget af en prøvelse, fordi beaglerne skal lære at følges af og det er ikke altid nemt, når den ene vil den ene vej og den anden, den anden vej. Som hundeejer får man altså prøvet musklerne af og krydset arme eller ben for at kunne hamle op med dem. Jeg har derfor prøvet mig frem for at se hvilke liner der var bedst at bruge alt efter hvor turen skulle gå hen. Hvis vi går på fortovet i kvarteret så er linen nødt til at være kort for ellers kan man ikke holde ordentlig styr på beaglerne. Jeg bruger en dressurline, en som ligger godt i hånden, af rundsyet læder eller en blød webbing. For det meste har jeg begge hunde i min højre hånd og de har lært at gå rigtig pænt ved siden af hinanden. Når vi skal snuse forskellige steder vælger jeg så at have dem i hver sin hånd, men ofte skal de snuse til det samme og den ene venter pænt mens den anden bliver færdig med sit forehavende

Når jeg går tur i vores grønne område, vil beaglerne gerne kunne bevæge sig lidt mere rundt, så her bliver dresurlinen som er over 2 meter lang foldet helt ud, alternativ bruger jeg også en fem meter sporline til hver hund. Det er let lige at tage fat længere oppe på linen hvis der skulle komme en anden hund eller folk forbi som beaglerne ikke bare lige skal gå hen til, for det er jo ikke alle som vil snakke eller er venligtsindede (de fremmede hunde).

Som regel forløber turen fint og beaglerne går bare og hygger sig i alt det grønne vi har lige nu. Det er så dejligt at være ude i naturen i øjeblikket at turen sagtnes kan tage længere tid fordi vi bare går og hygger os. Undervejs træner jeg beaglerne i forskellige kommandoer. Beaglerne får lov at springe rundt og hoppe over forhindringer som en grøft eller lign.

Det har taget lidt tid at finde en rytme med at gå med dem sammen, også fordi jeg har skullet finde den rette teknik og ikke virke stresset, for hvis først mennesket stresser så gør beaglerne det også og så har man da først for alvor et problem.snuse1

1 199 200 201 204