Jeg har fået mig en lille “syg” beagle her de seneste dage. Det startede med lidt opkast, som kun var slimet – ingen foder eller lign. blandet i. Darwin har frosset bravt, den seneste tid – men det har dog hjulpet at han har fået et nyt dækken – den samme type som oscar også har fået. Dette dækken vil begge beagler gerne bruge – så Charlie har overtaget frakken, som han gerne vil have på.
Darwin har desværre haft tendens til at spise sne og is tapper – noget der ikke er særlig godt for en hundemavse – og de seneste dage er han blevet vogtet nøje, så vi kunne skride ind hvis han skulle forgribe sig på sneen.
I nat måtte min ældste søn lukke Darwin ud – og til morgen kunne jeg se at han havde lavet godt og grundigt derude. Jeg besluttede at gå med Darwin først til morgen og her viste hans afføring at indeholde blod tilblandet slim. Darwin er ellers i vigør – er glad og lege syg som altid, men mere “mor” syg end ellers. “Mor” må ikke bevæge sig for langt væk.
Til middag har Darwin derfor fået lidt tynd havregrød med lidt sukker på toppen samt pro biotics pulveret (tørret mælkesyrebakterier) – dette åd han med velbehag og har – efter at have leget lidt i haven med Oscar, skarpt overvåget af Mathias, – nu lagt sig til ro.
Jeg håber ved at give Darwin pro biotics pulveret, at jeg kan rette op på maven – det plejer at virke fremragende.
Jeg har ikke billeder af Darwin i ført det nye dækken – men jeg har da et af Oscar:
Julen er ovre og forude venter det nye år – men vinteren forsætter 🙁 Jeg er godt og grundigt træt af den kulde og det glat føre vi har – man får i den grad sin bevægelses frihed indskrænket. Jeg er jo ikke såå mobil – men må tage hensyn til at jeg blandt andet har en stål protese i hoften og at mit ankelled er syet sammen med stålwire – derfor er det svært for mig at bevæge mig rundt når sneen og det glatte føre ikke er til at komme udenom.
I dag gik jeg af sted med Charlie. Charlie var i ført sin frakke og hyggede sig gevaldigt med at snuse rundt. Det var nogenlunde fremkommeligt i området fordi sneen var trådt ned på stierne og derfor kunne jeg godt bevæge mig rundt dernede. Desværre var vores forhadte amstaff ude – og hun havde den arrige mine på – og kastede sig godt og grundigt op af hegnet. Jeg er hunderæd for den køter, så jeg måtte sætte det lange ben fremad, fordi jeg var ræd for at hun skulle springe over hegn og hæk. Som følge af det fik jeg ondt i mit ene ben og måtte lige sunde mig da vi var vel ude af syne. Charlie bemærkede ikke noget, han var optaget af sin snusen rundt.
Jeg besluttede derfor at gå hjem, af en anden vej – ville bare ikke forbi amstaffen igen. Vi gik så ud af området i den anden ende og måtte gå hjem gennem et beboelsesområde og her bliver der saltet mere end godt er. Da vi var nede ved hjørnet og nu kun have få 100 meter tilbage, ville Charlie bare ikke gå mere. Han satte sig og løftede alle poter og så ganske ynkelig ud. Jeg nussede poterne – men han nægtede at gå videre. Så jeg måtte bære ham de få 100 meter hjem og den tur var sgu lang, selvom en beagle ikke vejer så meget – men Charlie besluttede at det var dejligt, så han hang som en slatten karklud i armene på mig 🙂
Vel hjemme, besluttede jeg at hverken Oscar eller Darwin skulle ud på fortovene. Men vi kunne gå over på fodboldbanerne og lufte dem i lang snor. Mathias gik med – men ak og ve – på grund af sneen kunne jeg ikke bøje mig ned og gå gennem åbningen i hegnet (noget jeg ikke har problemer med normalt) men jeg kunne ikke bøje benet tilstrækkeligt sammen til at jeg kunne komme igennem. Oscar var allerede inde og ligeså Mathias. Darwin så dem og vupti skulle han bare følge trop. Så i det han løb linen ud – og snoren strammedes – da bankede jeg håndleddet godt og grundigt op i den tværgående stål pind der danner åbningen i hegnet.
Det gjorde ondt af h…. til og Mathias måtte tage over og få Oscar og Darwin ud. Turen gik hjem for jeg skulle hjem og have kigget på hånden.
Ja nu sidder jeg her med et håndled der er bundet ind i elastikbind og som smerter helt ud i fingerne – jeg får vist ikke skrevet så meget på mine hjemmesider de kommende dage – nu må jeg se – og drengene må så tage over med beaglerne til jeg kan bruge hånden igen – forhåbentlig inden længe 🙂
Der er kun små 5 dage tilbage af det gamle år, så derfor vil jeg glimte tilbage på året der snart er gået.
2010 har på alle måder været et meget begivenhedsrigt år – ikke kun for mig, men også for min nærmeste familie. Tilbage i slutningen af 2009 begyndte tankerne at røre på sig – om vi skulle have en 3. beagle. Der var for og i mod i starten – og det hele var blot en ide som opstod og som vi ind i mellem snakkede om.
Der er alle mulige hensyn at tage – ikke kun til de beagler vi allerede havde – men så sandelig også for os som familie – for jeg skulle være den bærende kraft hele forløbet igennem. Efter at have vendt og drejet det rigtig mange gange – samt vurderet om i sær Oscar var stærk nok til at takle det – traf vi beslutningen om endnu en beagle. Da jeg gennem opdrætter fik at vide at det kuld hun planlagde skulle være med Oscars bror, Buster som far – så blev vi endnu mere tændt på beslutningen.
Ventetiden var jo hård – det er det altid når man venter på noget. Og da fødslen var op over skete der ikke en dyt. Vi ventede og vi ventede – på den der telefon samtale som skulle bekendt gøre at hvalpene var kommet til verden. Den 31. marts var der endnu ikke sket noget – påsken lå lige om hjørnet – så jeg ringede til opdrætter. Hun var ved at få nerver på, for der var ingen tegn og da dyrlægen skulle på påskeferie skulle der altså snart ske noget – vi snakkede om kejsersnit sådan alvorligt.
Endelig den 2. april, Langfredag, hen under middag kom så opringningen, som fortalte at vore hvalpe var kommet til verden – ved kejsersnit.
29. maj hentede vi Darwin hjem – vores drenge havde besluttet navnet – og det kunne jo ikke være mere beagle agtigt 😆
Spændt var jeg jo på hvordan dælen Oscar og Charlie ville reagere – det var nok min største bekymring. Men mine beagler er jo gjort af et godt stof, så da isen var brudt – så kørte det.
Oscar havde startproblemer i forhold til Darwin – men med opdrætters hjælp, fik vi løst problemet så han lærte at takle Darwin.
Nu er der gået over ½ år – med 3 beagler – og hvordan er det så gået?
Den korte version af det, er at det er gået helt fantastisk godt.
Okay, der er meget at lave med 3 hunde – men når det er sagt, så er det faktisk meget nemmere at have flere hunde, end kun en – Jeg tror godt jeg kan sige at jeg aldrig mere kun vil have en hund.
Oscar og Charlie skabte deres egen flok – men med Darwins komme er der kommet meget mere dynamik i flokken. Beaglerne skal forholde sig til hinanden på en helt anden måde end da det kun var Oscar og Charlie.
Hvad træning angår er det også meget nemmere med flere hunde – for de lærer af hinanden. Dertil skal så lægges, deres hver i sær personlighed som et ekstra krydderi.
Charlie er “the peacemaker” – det er ham der er leder af flokken – og han kan ikke fordrage, når der er uorden i rækkerne. Charlie gyder olie på de oprørte vande, når der er konflikter. Det er skægt at se hvordan han ordner det – måden at gø på – måden at gå i mellem på – måden han beser konflikten på – og når alt er i orden, så vender han sig væk – vender ryggen til og så er der ro. Tænk hvis man selv kunne ordne sine konflikter sådan 🙂
Charlie er den af vores beagler der er mest rolig. Alt kan falde ned om ørerne på Charlie – det rokker ham ikke en meter. Til gengæld er den af vores beagler, som har været sværest at træne – og det skyldes uden tvivl at vi ikke har haft ham fra hvalp. Vi ved at Charlie har været meget overladt til sig selv op gennem hans hvalpe og unghunde tid, og det bærer han præg af, i form af at være lidt mere reserveret. Men igen er det en god kontrast til de andre to.
Oscar, er den der har opdraget mest på Darwin. Oscar lærte hurtigt at takle det, da vi gav ham lov til det. Men det har også betydet at Oscar fra at være usikker, er blevet meget mere sikker på alting. Det er ham der har sat jagtlege i gang med Darwin. Det har været rigtig godt legemæssig for Oscar at vi fik Darwin.
Oscar er den af vores beagler der er mest medgørlig – vi kan stort set gøre alt ved Oscar uden problemer. Oscar elsker at sove i skød hos mig, hvis jeg sidder og ser fjernsyn, så skal han ligge op af mig. Og så han han sådan nogle engleblide øjne.
Darwin er nu knap 9 måneder. Det er helt klart at han stadig er den mindste. Han har stor respekt for både Charlie og Oscar, og han elsker at lege med dem. Han er ikke så vild med andre hunde, men det skyldes sikkert at han får sine lege behov mv. dækket gennem Charlie og Oscar.
Darwin er vores mest lydige beagle – du skal bare kalde, så står han ved din side med det samme – denne adfærd har haft indvirkning på de andre to, som også er blevet bedre til at komme på indkald. Darwin er en putte hund på alle måder. Han elsker når han kan ligge i arme på os, og det allerbedste er jo at sove under dynen sammen med “mor “eller “far” (og det er nogle gange irriterende :D)
Han er utrolig lærenem – og efterhånden som han er blevet mere rolig, er det også blevet nemmere at lære at gå i snor, at sitte, at dække osv.
Jo mit beaglepack må siges at være komplet nu – Det har altså vist sig at det var en god ide at få Darwin – de suplerer hinanden godt på alle måder.
En anden ide der ligger i det er jo at begge mine sønner har autisme – og for dem har vores beagler spillet en afgørende rolle hvad det sociale angår. Mine sønner tager over med beaglerne når jeg behøver en slapper – de går med dem – de leger med dem i haven – og de træner dem i små tricks. Min yngste søn er slet ikke i tvivl, at hvis han skal have hund selv engang – så skal det være en beagle – for det ved han jo en del om nu.
Jeg vil slutte dette indlæg med endnu engang at vise den video vi optog – den 29. maj – på dagen da Darwin mødte Charlie og Oscar første gang.
Igen engang fik jeg bekræftet, at ingen af mine beagler spiser lever og da slet ikke andelever. Jeg ville klippe lidt over deres tørfoder – men forinden ville jeg lige give dem en smagsprøve. Jeg har prøvet at give Oscar of Charlie det tidligere, men det var første gang Darwin skulle smage det.
Både Charlie og Darwin spyttede det ud i en vis sidevind – mens det gloede med stort mishag på “godbidden” – man kunne lige frem se hvordan de sagde “bvadrr” – Oscar fortrak til stuen – her smed han “godbidden” på gulvet og besluttede at det kunne bruges til at rulle sig i – som sagt så gjort 😆 Her skred “far” ind og samlede andeleveren op inden han masede det ud over det hele. Så INGEN andelever – eller lever i det hele taget til mine beagler – Det kan gå med leverpostej – men det er jo også noget andet 😆
Til gen gæld vakte julegaven lykke hos beaglerne – de fik nemlig en helt ny Kong Wubba – de elsker at lege med dem, så Charlie fik en lilla, Oscar en rød og Darwin en blå – der blev lige leget noget rundt om i stuen, og beaglerne stjal helt showet fra os andre 😆 – efter en tissetur i haven lagde de sig til at sove. Så en god Juleaften for Oscar, Charlie og Darwin – lige med undtagelse af andeleveren 😀
Pas på jeres hundes poter i dette frostvejr- Jeg opdagede i går aftes denne hvide plamage på Oscars ene bagpote da han lå underdrejet og sov. Nærmere studier viste at farven er slidt af og man kan ane den bare hud – så ingen gå tur til Oscar i dag – Darwin har også noget – men jeg har ikke fundet noget på Charlie endnu.
