I dag er det 15 år siden vi blev ejere af Charlie – da vi hentede ham hjem. Charlie blev startskuddet på vores beaglepack og dermed også ideen bag min hjemmeside beaglepack.dk som har været til i snart 13 år. Selvom beaglepack.dk er en ældre model er der stadig en del læsere på som følger beaglerne og de ideer, råd mv. jeg kommer med på siden.

Charlie har stadig en stor plads i mit hjerte og bevidsthed på trods af at han nu har været væk i 4 år – han døde i 2018. I kølvandet på ham kom Oscar og siden Darwin til – Oscar bliver 15 år om 2 måneder og Darwin er nu 12.

Både Oscar og Darwin bærer Charlie med dem – for han har om nogen haft en enorm indflydelse på dem. Han har opdraget dem godt og i sær Darwin gør stadig ting som Charlie lærte ham – gå rundt om snebusken er en af dem, noget Darwin gør hver dag – så sent som her til morgen. Den tur tog de to ofte med hinanden. Udover det er der Darwins væremåde som minder rigtig meget om Charlie.

Charlie er her med andre ord stadig nu 4 år efter sin død. Hans urne står på mit skrivebord flankeret af billeder af ham, som jeg kigger på mange gange i løbet af mine hverdage. Jeg kunne slet ikke forestille mig at slippe ham.

Jeg er enorm stolt af mit beaglepack – de har lært mig meget og jeg må i sandhed sige at beaglen er min sjæleven og jeg er taknemmelig for at jeg blev ledt ind på den bane.

 

Charlie
Jeg elsker Charlie
Charlie og Darwin
1. billede af 3 som heden