Oscar blev pludselig som et lyn fra en klar himmel syg –  onsdag 27/10.

Han begyndte at slingre rundt og kunne ikke styre sin krop – han var desorienteret/konfus – halsede og var generelt meget urolig.

Han vandrede rundt ude i haven og vi skiftedes til at være derude sammen med ham. Han kunne ikke forcere trinet op til terrassen samt de to trappetrin op til stuen. Hele aftenen gik på denne måde. Ved 21 tiden kastede han hele sit mave indhold op samt havde et tisse uheld.

Da han stadig ikke havde spist noget om torsdagen over middag ringede jeg til dyrlægen og forklarede Oscars symptomer. På dette tidspunkt var jeg selv sikker på det var vestibulær syndrom – som er en lidelse der kan ramme ældre hunde og i sær hunde med mange øreinfektioner bag sig. Udover det kan lavt stofskifte være et symptom – men også højt nyre tal (dårlige nyrer) kan være en årsag.

Dyrlægen var generelt enig i mine iagttagelser og vi blev enig om at hvis Oscar ikke var kommet i gang med at spise til fredag morgen skulle han over til dyrlægen.

Fredag morgen ( i dag) havde Oscar stadig ikke spist – men han havde drukket vand samt også tisset. Han var desuden mere klar i hovedet – men jeg fik en akut tid til ham lige før middag.

 

Dyrlægen var rigtig bange for at det var Oscars nyrer – hans seneste tal havde ligget på 25 hvilket er meget højt så man kunne kalde det kritisk.

Vi argumenterede frem og tilbage – aflivning ville i dette tilfælde være det mest humane for Oscar – dette kunne vi ikke på stående fod beslutte – for vores 2 sønner skulle også have muligheden for at tage afsked med Oscar. Vi (min mand og jeg) var i chok over den besked – vi ved GODT at Oscar er 14 år og har en del skavanker – men vi ønskede ikke at “bare” aflive ham før vores sønner kunne være med inde omkring det.

Den anden mulighed var at tage en ny blodprøve og se hvad nyretallet sagde – Oscar har i over 1½ måned været på vådt mad og han var begyndt at få det bedre – samtidig skulle han have en binyrebark og kvalme sprøjte så han kunne begynde at spise igen. Vi valgte denne mulighed og kørte hjem for at samle vores sønner og fortælle de her ting.

 

Dyrlægen ringede ca. 2 timer senere med svaret – og han var tydeligt overrasket for Oscars nyretal var faldet fra 25 til 12!!! – Stadig i den lidt høje ende og noget der skulle passes på – dette beviser så at den kostplan jeg nu bruger   VIRKER.

Oscars levertal var stadig for højt hvilket kunne indikere at noget ikke er helt i orden.

Vi blev lettede og vil nu bare tage en dag af gangen og følge Oscar tæt. Det var så ikke nyrerne der gjorde han fik vestibulær syndrom – men noget der relaterer sig til hans ører. Det svarer til at et menneske rammes af en virus på balance nerven med kvalme og ekstrem svimmelhed til følge.

Sprøjterne ser nu i skrivende stund ud til at begynde at virke. Oscar er blevet mere opmærksom på tingene omkring sig – og her ved 17 tiden har han i små bidder spist halv stykke bondebrød med skrabet leverpostej på  . Vi håndfodre ham lige nu da hans højre side er medtaget  af syndromet og han kun kan få maden ind i munden fra venstre side. Han er træt og hviler en del – men frem for alt får han sovet rigtigt nu.

Under hele forløbet har Oscar drukket vand – både almindelig vand samt vand tilført faxe kondi – ligesom han også har fået tisset.

 

Oscar