I dag kl 9 blev Oscar “indlagt” hos dyrlægen – for at få fjernet den der dims han havde fået i højre side ved brystkassen. Udover det skulle han også have renset sine tænder.

Jeg hader bare sådan noget her – men det er jo den eneste måde man reelt set kan hjælpe dem. Oscar ved jo ikke noget – men selvfølgelig kan han mærke at noget er anderledes, fordi dagen starter på en anden måde end normalt – alene det ligger der en del i.

Oscar kom til med det samme – det var jo ikke det helt store indgreb – så allerede lidt over 10 ringede de fra dyrlægen at han var ved at vågne og vi godt måtte komme derover.

Vi er nu hjemme igen – her omkring middags tid med en grogget Oscar, som nu skal hvile sig og sove rusen ud. Han er dog rimelig frisk og kunne selv gå fra bilen og ind. Nu ligger han i skrivende stund næsegrus på gulvet med et håndklæde under sig af hensyn til såret hvor han har fået knuden fjernet. Han har ikke fået plaster på – men er blevet syet. Jeg har endnu ikke overblik over det hele da jeg ikke lige nu vil rode for meget med ham.

Han må ikke gå med sin vanlige sele – den næste uges tid – men jeg har en Y sele jeg muligvis kan bruge i stedet. Han må kun komme på toilet ture fordi såret skal have så meget ro som muligt til at hele op. Trådene skulle opløse sig selv – ligesom de gjorde da han fik knuden i forbenet fjernet. Så det skal vi holde øje med at det sker – hvilket kan tage op til en måneds tid.

 

Oscar fik også taget blodprøver for stofskiftet og en for hvordan hans indre organer har det – det får jeg svar på i næste uge. Selve knuden/vorten bliver sendt til undersøgelse – men dyrlægen sagde at den er godartet – men alligevel vil jeg vide det med sikkerhed.

Alt i alt er regningen løbet op i ca. 4.800 kr – men skidt og pyt – Vores Oscar er alle pengene værd.

 

Jeg vil prøve at få taget et billede af Oscars sår en af de nærmeste dage, når han er kommet sig lidt.

 

I mellemtiden er her knuden som den så ud da den endnu sad på Oscar

 

Oscars knude