Det har været et par hårde døgn med Darwin med hans diarre og opkast. Han har ikke spist i 2 hele døgn og her til morgen var spørgsmålet jo om han skulle retur til dyrlægen og evt. have væske via drop. Heldigvis var han i bedre tilstand og kom lige ud og tisse. Vi kæmpede i går aftes med at få væske i ham, som vi gav med ske ind i munden på ham. Først tynd kyllingsuppe og siden lidt faxe kondi vand. Der har været ro i nat – men jeg var nede til morgen ved 7:30 tiden med ham og her var han i haven og tisse. Spændingen bestod jo i om han ville spise noget??

Jeg lavede noget havregrød – Oscar fik lidt kylling i hans – men Darwin fik bare lidt sukker i. Og sørme om miraklet ikke skete – Darwin hoppede ind i sit bur og spiste det hele i skålen 😀 Efterfølgende stillede han op ude i køkkenet da Oscar skulle have sin pille. Jeg så snittet til at få den antibiotika pille Darwin skulle have i ham (han skulle have haft den i går aftes) og den gled ned med leverpostej. Siden da har han sovet igen. Han virker enorm udmattet og det vil tage noget tid inden han bliver sig selv igen.
Jeg vil nu anskaffe noget mælkesyre bakterier som han skal have den næste tid. Der kan gå helt op til 6 uger før tarmen er i orden efter den omgang han har haft. Tror aldrig jeg har oplevet noget ligende med en af mine hunde – og der har da været en del – men den rekord har Darwin lige slået 😱