Jeg har vist det længe og lang tid før Charlie døde – at Darwin slægter ham både på udseende – men også på væremåde. I sær væremåde og adfærd står endnu mere tydelig frem nu her næsten 4 måneder efter Charlies død.
Det er helt utrolig meget at Darwin ligner Charlie. Charlie var ikke sådan et “krammedyr” der bare lod sig kramme og møsse på – næh nej, han bestemte selv farten og viste tydeligt at nu ville han gerne “snakke” og nusses. Det foregik hver gang sådan at han kom og hoppede op – f.eks. hvis jeg sad i den lave vindueskarm ud mod haven, på havebænken – eller bare når jeg sad i min stol. Så placerede han sig stilfærdigt med ryggen til og så var signalet inde til at vi kunne være sociale med hinanden – Han brugte sig ikke om at blive taget om og holdt fast – men det tror jeg de fleste hunde ikke kan lide og det bør man respektere – for der er andre måder at hygge på – så det er noget hunden selv bestemmer.
Darwin viser den samme måde at signalere på. Han elsker at sidde op af dig og du bare ligger en arm om ham og nusser lidt på brystet – på samme måde som Charlie. Charlie elskede at ligge op af os – men hvis vi krammede for meget så skred han med det samme – det samme gør sig gældende med Darwin.
Jeg ligger ikke skjul på at jeg savner Charlie helt utrolig meget. Vi snakker en del om ham – for han er stadig allesteds værende og en personlighed man bare ikke kommer udenom. Han er stadig ganske nær, for hans urne står stadig placeret på mit skrivebord og her tror jeg den bliver stående.