For efterhånden mange år siden – helt nøjagtig tilbage i 2000 – fik vi i sommeren samme år en dalmatiner hvalp. Han blev døbt Pongo efter en vis berømt 101 dalmatiner og det syntes mine sønner lige passede. De var dengang henholdsvis 9 og 7 år gamle og en af ynglings filmene dengang var blandt andet Disney’s 101 dalmatinere.

Pongo flyttede ind sidst i juli da han var 8 uger gammel – forud for det havde vi været nede i hvalpe højde og ordne det sådan at han ikke kunne komme til ledninger og andre spændende ting. Vi var med andre ord klædt godt på til rollen som hunde ejere.

Pongo viste sig at være en nem hvalp – der var faktisk ikke ret mange problemer – han blev hurtig renlig og var rigtig lærenem i alle retninger. Herude hos os blev han populær for der var dengang langt mellem dalmatiner ejere – så vi lyste jo op  i landskaberne, når vi kom gående med ham.

Som han blev ældre – viste han sig så at andre han hunde ikke var hans kop te – men det tog vi med et gran salt og erkendte det bare var sådan. Udover det blev han desværre overfaldet og bidt af en løs gående schæfer og efter det kunne han ikke lide andre store hunde – igen noget vi bare accepterede og tog vores forholdsregler for.

Hjemme var der ingen problemer – han passede sine vaner og uvaner – men da han var et par år fik han konstateret alvorlig allergi som langsom begyndte at ændre hans adfærd. Han led af alverdens allergier og var blevet testet i 50 tilfælde hvoraf han havde allergi i de 40 af til fældende – så det var rigtig slemt.

Dengang fik jeg ingen hjælp overhovedet af dyrlægen – så på foder området blev der stillet enorm mange krav for at mindske hans allergi. I starten fandt jeg frem til et foder som blev importeret fra Island og som bestod af laks og mosser og græsser fra den islandske natur. Det foder fungerede han rigtig godt på – men desværre måtte vi efter 1-1½ års tid stoppe med det da vi ikke længere kunne få det fra forhandleren og det kostede alt for meget at importere det selv for os. Derfor besluttede jeg at jeg måtte lave hans mad selv. Jeg vidste jo hvad han kunne tåle/ikke tåle – så det lå jo ligefrem. Jeg producerede også hans godbidder selv – og efterhånden som tiden gik blev jeg ret ferm til det. Pongo trivedes på mit mad og i den værste pollen sæson fik han antihistaminer og et natur produkt der hed høron – samt at hans ører blev smurt med kløestillende creme. Vinter perioderne var klart de bedste for Pongo hvad allergien angik – men han havde også husstøvmide og menneskeskæl allergi – så derfor kom han aldrig i vores soverum – men sov et bestemt sted  i stuen som blev holdt så støvfri som muligt.

Da Pongo var omkring 5½ år ca. begyndte han at få problemer med urat sten i urinen. Han blev sat ned i protein og det hjalp en periode – men så vendte det tilbage. Anden gangen med urat sten var slem – da han ikke kunne tåle det foder dyrlægen havde – så det stillede ret store krav til det foder han skulle spise og det blev sværere for mig at kontrollere det jeg selv lavede til ham.

I den periode ændrede Pongos adfærd sig – i det han blev mere irritabel og det fik i sær vores drenge at mærke – da han kunne knurre af dem – han bed aldrig efter dem – eller nogen af os andre – men vi skulle passe lidt mere på at vi ikke bragte ham i sådan en situation.

Da han var knap 7 år gik det stærkt ned af bakke – urat stenene blev værre og han endte ud i ikke at kunne tisse – hvilket betød at dyrlægen skulle tømme ham. Det var en uholdbar situation for os alle og i sær for Pongo som var rigtig mærket af det. Dyrlægen foreslog at operere urin vejen ud af siden så han skulle gå med en pose på – men det sagde jeg nej til. Efter at have tænkt det igennem så vi ikke nogen udvej andet end at give vores elskede Pongo fred.

Det er den hårdeste beslutning jeg har truffet – han var jo kun halvvejs gennem sit liv – det var rigtig hårdt.

Grunden til at jeg fortæller denne historie er at det netop i dag – den 22 april – er 10 år siden vi sagde farvel til Pongo.

Pongo blev brændt og gravlagt under birketræet i vores have – da han elskede at ligge der. 10 år er der passeret – men han er stadig lyslevende i min erindring. Man glemmer ikke noget der har haft så stor betydning i ens liv.

Pongos død banede vejen for  at en vis beagle kom ind i vores liv og blev start skuddet til vores beaglepack. Nemlig Charlie som vi købte for de forsikrings penge vi fik tilbage fra Pongos mange dyrlæge regninger. Charlie fik jo som bekendt selskab af Oscar samme efterår (2007) og igen senere i 2010 også af Darwin.

 

Birketræet hvor Pongo er gravsat under

Loading