Det nye år er kommet og vi skal heldigvis til at tage hul på den normale hverdag igen.

Nytårs aften er bestemt ikke en aften jeg ser frem til her i huset – for hvordan vil beaglerne takle det?

Oscar er blevet bedre – det skal siges – men om han nogensinde lærer at lade som ingenting – det vil kun tiden vise.

Darwin skulle jo opleve sit første Nytår – og det gjorde han liggende under min stol med hovedet mellem mine ben. En overgang rystede har noget og så vildt bekymret ud, så da klokken var cirka 20:00 fik både han, som Oscar en kraftig baldrian pille. Dette bevirkede at de begge fik sovet lidt.

Charlie lader sig overhovedet ikke anfægte – han forlangte at komme ud midt på aftenen, hvor jeg så gik i haven med ham. Her placerede Charlie sig midt på græsplænen, mens han bare sad og gloede. Raketter og “bomber” sprang om ørerne på ham – men det lod ikke til at rokke Charlie af stedet. Derefter gik han lige sin runde til sine hjørner for at kigge efter om alt var i orden og så skulle han lige lette ben. Derefter forlangte han at komme ned på Simons værelse og ligge i hans seng.

Først da klokken var 01:15 cirka var skyderiet aftaget så meget, at Oscar og Darwin gerne ville gå ud – og så blev der ellers lavet stort som småt, for vi havde jo holdt os længe.

Så gik beaglerne og jeg ovenpå for at gå i seng. Charlie og Oscar i deres kurve  – men Darwin ville ligge hos mig – og ja det fik han så lov til. Så jeg har sovet med en beagle under dynen – men til morgen lå han hos sin “far” og hyggede.

Til morgen var jeg så i haven med beaglerne – og her mødte der os en smelte sø af format. Det har været kraftigt tøvejr og regn i nat, men da det frøs lidt til morgen var haven faktisk spejlglat, så beaglerne gik yderst forsigtigt.

I dag står den på slappe af dag – vi har gået en hurtigt tur i den friske luft og så skal vi bare reparere os selv resten af dagen.

Loading