Det er blevet sværere at være hundeejer :(

Vi har jo desværre en amstaff boende ret tæt på os. Denne efterhånden temmelig frygtede amstaff, er den samme som overfaldt Oscar for nogen tid siden. Vi er en del hundeejere som gerne går tur i vores “grønne område” hvor hundene rigtig kan snuse og have lang snor på. På det seneste kommer der ikke så mange hunde og deres ejere gennem området mere – hvor der førhen var en pæn valfarten i sær om formiddagen – så ser man ikke rigtig nogen mere. Og vi der snakker sammen ved godt det skyldes amstaffen. Amstaff “ejeren” ved det også godt – for hun vælger at undgå at mødes med nogen – men er “bare” ude på en hurtig tur. Man kan virkelig se hvordan vi sniger os rundt og holder øje med hinanden så vi ikke mødes.

I dag havde jeg begge beagler med oppe i området – og så mødte vi vores gravhunde ven og jeg faldt i snak med ejeren. Mens vi snakkede kunne jeg ud af øjenkrogen se amstaff og ejer bevæge sig opad mod bjerget. Oppe på toppen satte ejeren sig på en bænk cirka 10 min. hvorefter hun gik ned igen og hjem. Hun havde set os og valgte ikke at komme os nær. Jeg forsatte så turen  – men da jeg ville gå ned af en bestemt sti – så jeg at amstaffen var parkeret i sin snor ude i haven som vender ind mod området. Fluks ændrede jeg retning og valgte i stedet at tage en længere omvej for at komme ud af området – hellere det end at skulle gå forbi haven med amstaffen i.

Hvor er det ærgerlig at det skal være sådan – at vi skal gå og ryste i bukserne over sådan en åndsvag hund – men efter at have set hvad sådan en hund kan være i stand til – så tager jeg ingen chancer.

Jeg er desuden så småt begyndt at vænne beaglerne til nye gå vaner – nu med “kun” cirka 7 uger tilbage til vores nye beaglehvalp ankommer. Og den skal under ingen omstændigheder op i området de første mange måneder – for jeg ønsker ikke den skal “socialiseres” af vores amstaff – det bliver over mit lig.

Men når det nu skal være sådan – så er vi så ovre i de baner hvor det er blevet sværere at være hundeejer – for med alle de overfald vi ser og hører næsten dagligt – så får man altså en skræk i livet og begynder automatisk at undgå at ens hunde i det hele taget skal hilse på andre hunde – for er de venlige ? – det er jo spørgsmålet.

Jeg kan måske så glæde mig over at jeg nu snart er ejer af 3 beagler og at de trods alt vil have hinandens selskab – men deres ture udenfor haven vil foregå med kun en hund så vi har absolut kontrol over tingene – hvis noget skulle dukke op rundt om hjørnet.

Loading