Jeg havde en episode til formiddag – hvor jeg i 6 graders kulde var ude på min anden gåtur med Charlie. Da vi stod og skulle gå over vejen nede på hjørnet ved vores grund, kom et midaldrende ægtepar i fuld hast op i mod os. Manden var forrest og havde passeret mig og kvinden gik lidt bagved. Da jeg vil gå over vejen kom bussen i det samme, rundt om hjørnet så jeg kommanderede Charlie til at vente. Pludselig satte kvinden i løb mens hun fægtede med arme og ben. I hendes hænder hang hue og halstørklæde og viftede i blæsten. Charlie vendte sig i mod hende og på godt “hundsk” satte han der der viftende kvinde på plads.

Parret nåede ikke bussen, som drønede forbi, og stadig med viftende bevægelser stod kvinden og brokkede sig. Charlie forsatte sit “sætten på plads sprog” hvilket fik kvinden til at bede mig om at holde min hund hos mig. Charlie stod lige så pænt ved siden af. Han hverken trak ud efter hende – men skældte hende ud. I hans øjne var det en truende adfærd – det hun gjorde – og han fortalte at han var bange og ikke forstod hvorfor hun “skabte” sig. Jeg sagde at jeg under ingen omstændigheder ville irettesætte min hund – men at hun nok kunne forstå at min hund blev skræmt/oprørt over hendes adfærd. Jeg spurgte hvordan hun ville opleve det, hvis jeg kom løbende og viftede med arme og ben, i mod hende? Kvinden vendte rundt og gik med hastige skridt væk fra stedet, med manden i hælende. Jeg tog det som svar på at det ville hun nok ikke have fundet sig i.

Episoden fik mig til at tænke på hvordan vi mennesker “ser” på vores verden omkring os. Vi er simpel hen blevet al for selvoptagede til at tage visse hensyn til hinanden. Ikke at jeg forlanger alt og alle skal have viden om hunde – men vi skal ikke ret langt tilbage i tiden – før, det at have hund, bare var den naturligste del af verden. Vi gik ikke til hundepsykologer eller adfærdsterapeuter – men brugte vores egen sunde fornuft. Hvor er den sunde fornuft blevet af??

Når man kommer på diverse hundeforums – så kan man læse, at selv de mest almindelige ting fylder alt for meget hos en hundeejer. Javist er der nogen som kan have svært ved at komme i gang – men når der spørges ind til hvilken hunde race man skal vælge – så er man efter min mening for langt ude – for ingen kan fortælle dig hvilken race du skal vælge – det kan du kun selv. Af samme grund har jeg for nu droppet alt hvad der har med hundeforums at gøre, for jeg kan ikke længere klare den usikkerhed der foregår.

Jeg ser alt for ofte hvordan stressede hundeejere styrter hjem fra arbejde, styrter ud med hunden, slipper den løs til gene for andre, så den kan rende krudtet af sig mens ejeren snakker i mobiltelefon – Det er uansvarlig hundeejerskab. Så er der dem som tager hunden med på indkøbstur til købmanden og parkerer den udenfor – går hjem igen og tror at nu har man gået en tur med hunden – det er uansvarlig hundeejerskab. Bør man så have hund? Nej, ikke i følge min overbevisning og med tanke på hvor socialt et dyr hunden er!!

De gode ansvarlige hundeejere er dem som går forrest, for deres hund. De lader mobilen blive i lommen. De stiller sig ikke op i halve timer og snakker med andre, mens hunden sidder ved siden af. Den ansvarlige hundeejer aktiverer sin hund på gåturen og viser hunden at man har styr på situationer med fremmede hunde. Man lader hunden “læse sin avis” og gemmer sine egne gøremål til man er hjemme igen.

Jo, jeg er glad for at jeg kan gå hjemme. At jeg har tiden til at sætte mig ind i mine hunde. At jeg har tiden til at kunne give dem et aktivt hundeliv. At jeg har tiden til at min hund ikke er enehund. At jeg har tiden til rengøring og vask af hundetæpper. At jeg ikke gør det op i kroner og ører, hvad det koster at have hund(e). Jeg er glad for at gå med mine hunde – kun for deres skyld og foretager så de andre ting jeg skal bagefter. Jeg er glad for at jeg kan være sammen med mine hunde hver eneste dag, følge dem, snakke med dem, høre dem “snakke” med hinanden. Så sent som i dag hvor begge beagler lå sammen i kurven ovenpå det ene bur – op af hinanden – mens Charlie forsigtigt ordnede Oscars øre – det der sammenhold og den fred gør mig glad over at være hundeejer.