«

»

nov
20

At leve med 2 beagler

Jeg møder tit folk på gaden som mener det må være besværligt at have to hunde samtidig. Der snakkes om gåture, om foder, og at de da må slås sommetider – ligesom det også må være besværligt at gå tur med dem begge to. Hvordan fordeler jeg vejr og vind lige? Alle disse mange ting spørges der om. Ja her må jeg trække på skulderen – for de har naturligvis ingen forudsætninger for at sætte sig ind i hvad de vil sige at have mere end en hund. Jeg har også “kun” haft en hund engang og tænkte ikke videre over det at have flere hunde på dette tidspunkt. Det er måske heller ikke in at have flere hunde – der er ikke så mange i vores nabolag – et par stykker så vidt jeg ved.

Jeg må sige at jeg ikke lige kan give nogle svar – for det handler i bund og grund om hvordan du selv er indrettet, hvad vil du med hundene? - Men det handler også om tid. Man skal have tiden, for ellers kan man ikke få det til at fungere. Hvis jeg havde arbejde så ville jeg sikkert slet ikke have haft en hund overhovedet – men dette skyldes ene og alene at jeg syntes det er synd at hunden skal være alene i 8 timer eller mere. Det er hunde nemlig ikke indrettet til.

I hverdagen tænker jeg ikke over at det er besværligt at have mere end en hund. Jeg bruger –  og det gør vi alle i familien – meget tid på hver enkelt hund. Det halve af min dag bruges på hundene og deres behov. Jeg går hver dag tur på skift med hver hund. Nogle gange går en af mine sønner den ene tur. Der bliver leget og aktiveret i haven, eller indendøre hvis vejret er dårligt. Beaglerne bliver børstet og kigget efter en gang i ugen. De skal have mad og vand  og social kontakt. Vi er flere hjemme i dagtimerne så der en nok til at klappe og nusse og snakke med beaglerne. Det koster naturligvis også flere penge i foder, forsikring, dyrlæge og andre småting som hundene måtte have brug for. Alt det skal man tage i betragtning, hvis man overvejer en hund til.

Dertil kommer rengøring når beaglerne slæber snavs med ind på gulvene. Vask af deres tæpper – som de bruger rigtig mange af – rengøring af bure og kurve.

Jeg tænker tit på at de som spørger mig, om det da ikke er besværligt, er ofte dem som har en hund og som lige hurtigt skal en tur på gaden og så ellers “bare” sidder til pynt derhjemme. Udover de to ture de går med deres hund på gaden i max 20 minutter af gangen så ser man dem aldrig på anden vis  i  selskab med deres hund. Så er det jeg kan spørge dem – det har jeg endnu ikke gjort – hvorfor de i alverden har anskaffet en hund på disse præmisser?

Men heldigvis møder jeg også rigtig mange hundeejere som går ligeså meget op i deres hunde som jeg i mine og de stiller aldrig den slags spørgsmål ! Det er de hundeejere som man får en god hundesnak med, som man kan give råd eller som har et tips til dig.

Det jeg vil sige med dette indlæg er egentlig at uanset om man har en eller to – måske flere hunde – så skal man bruge tid på dem ellers er hunden bedre tjent med ikke at være din hund.

DSC00691

VN:F [1.9.13_1145]
Rating: 9.0/10 (1 vote cast)
VN:F [1.9.13_1145]
Rating: 0 (from 0 votes)
At leve med 2 beagler, 9.0 out of 10 based on 1 rating