Monthly Archives: oktober 2009

Forelskede beagler

by

Det er høj sæson for løbske tæver i øjeblikket og det det mærker vi alle tæt inde på livet

Beaglerne er ekstra opmærksomme og alle de dejlige dufte kan få ethvert hunde hjerte til at banke ekstra meget.

Det har hidtil været Charlie som førte an når der skulle “synges” en ekstra sang. Han havde i den grad evnen til at nærmest græde hjertet ud af  halsen og ville ud hele tiden. Når så det blev for meget så styrtede han omkuld og snorksov i flere timer indtil det startede forfra.

I øjeblikket har billedet vendt og det er Oscar som “lider” og dette kommer til udtryk ved at hyle og pive i forskellige nuancer. Den “stakkels” Oscar vil ud hele tiden og gør sig ihærdige forsøg på at kradse havedøren omkuld. Så er det vi må være lidt mere varsom med ham og nusse lidt mere, snakke lidt mere med ham. Jeg mærker det også på gå turen om formiddagen, da vil han bare derud af op i område og falde i svime over alle de dejlige “damer” som lufter deres mennesker.

Underligt nok forsøger hverken han eller Charlie at bryde ud af haven – ikke fordi de kan – for det kan de ikke – dertil er den indhegnet for godt. Men ingen af dem forsøger at grave eller på anden vis komme ud. De sidder bare midt på græsplænen med næserne oppe i luften mens de indsnuser duftene. Ak ja det ikke nemt at være hanhund når tæverne er i rendetid. DSC00688

Mod kortere dage

by

De mørke måneder begynder at presse sig på og dagene bliver kortere. Når efteråret og vinteren holder sit indtog bliver dagene ændret sådan at vores ture ud af huset ændrer sig. Beaglerne kan/vil  ikke længere opholde sig så meget ude i haven – men det afhænger også af vejret – er det godt sidder de gerne i solskinnet og nyder det – men er det rusk – regn – og blæsevejr – så skal beaglerne nok finde ud af at indendøre er bedst

Vores gå ture er nu ændret således at Charlie og Oscar nu kommer ud at gå hver for sig. Det meste af sommeren har jeg gået med begge hunde sammen – fordi de så har været meget udenfor efterfølgende. Det giver også mere motion til den enkle hund og det enkle menneske , når man går hver for sig, så det er jo ingen dårlig løsning

Det er helt tydeligt at de begge nyder gåturen hver for sig og bedre kan rende hvor det passer dem. Charlie skal ikke passe på Oscar og Oscar skal ikke passe på Charlie. Som hunde ejer har jeg også meget bedre fokus på den enkle hund og kan bedre træne forskellige ting med dem.

Jeg går stadig ud hver morgen på en “tisserunde” og så lidt op af formiddagen går jeg med hver hund sådan at jeg bytter hund hver anden dag. Nogle dage går en af mine sønner med en af hundene hvis jeg ikke lige har tiden eller skal lave noget andet. Når vi når middag er begge hunde trætte og så sover de deres velfortjente middagslur. Om eftermiddagen aktiverer vi dem i haven eller de leger med hinanden.

Aftensturen er også kortet af, da hverken hund eller menneske syntes det er sjovt at gå når mørket er faldet på – så om aftenen er vi bare lige ude på en “tisserunde” inden beaglerne krøller sig sammen og lægger sig til at sove.j0289000j0413534j0434633

En overfusning og en grinagtig oplevelse

by

Livet som hundeejer er bestemt ikke kedeligt – dette må jeg konstatere hele tiden.angry smiley

Til morgen gik jeg en “tisserunde” – med beaglerne.  På den lille tur om morgenen er vi ikke så opvakt så vi går stille og roligt. Beaglerne får lettet ben og andet godt efter natten, ligesom vi mennesker gør vores toilette. Jeg går normalt næsten den samme vej, dog med afvigelser ind i mellem. Men til morgen gik vi derop ad og da vi var nået op for enden af nabovejen blev jeg stoppet af en næsten nabo, som tilsyneladende havde haft en dårlig morgen. Han så meget frustreret ud og nærmest spyttede ud af vinduet om jeg ikke kunne lufte mine hunde et andet sted. Det var simpelt hen for dårligt at de lettede ben op af hans hæk.                                                      

Jeg svarere så roligt jeg kunne at nu havde jeg gennem langt tid gået den vej både med min dalmatiner og nu mine beagler, hvad han dog havde i mod det? Hr. nabo var i dårligt lune så hans spyttende bemærkninger forsatte og han bad mig gå en anden vej i fremtiden. Jeg sagde at han ikke skulle diktere mig hvor jeg skulle gå og have han så meget i mod mine hunde så måtte han jo også have en masse imod de mange hunde som gik forbi hans hæk hver eneste dag og sikkert lettede ben der. Vredt trådte han på speederen mens han ikke undlod af give mig fingeren i farten. En ting er i hvert fald sikkert – det får mig ikke til at vælge at gå en anden vej, men jeg kan gå over på det andet fortov, for jeg er svært bange for at mine høflige bemærkninger ikke vil være så høflige næste gang.

Senere gik jeg tur med Charlie. Jeg valgte at beaglerne skulle gå hver for sig i dag. Charlie og jeg gik gennem området og her mødte vi en nybagt hundeejer. Hvalpen han havde med var en blanding af noget hønsehund og noget andet ubestemmelig og vejede vel 20 kg. Minsandten om han ikke trådte væk fra stien så vores hunde ikke kunne hilse – hvad de ellers gerne ville – Manden stod så nede i grøften og da vi skulle gå forbi  så  løftede han det store skrummel af en hund op i armene og bar den væk. Længere henne satte han hvalpen ned og den kiggede længselsfuldt efter Charlie og han kiggede efter den.

Så kan man jo ikke lade være med at trække på smilebåndet. Altså nogle hundeejere er bare for meget. Denne handling får jo den konsekvens at min hund i fremtiden tror den anden hund er farlig.

big grin

Mine dygtige beagler

by

I går var vi gået en tur op i vores grønne område – som efterhånden er noget vissent nu hvor efteråret for alvor banker på døren. Vejret var rigtig godt og det blæste en  frisk brise så en herlig luftetur. Turen var forløbet fint. Beaglerne gik stille og roligt og snusede her og der – ind i mellem legede de lidt med hinanden. Så kom der en flok skolebørn på cykel gennem område – så Oscar skulle lige holde øje med om det nu var farligt. Han stillede sig op på en lille høj hvor han holdt skarpt udkig efter børnene som skrigende og skrålende drønede afsted derudad. Så gik vi videre og oppe ved “bjerget” så jeg til min rædsel vores “berømte” Sankt Bernhard komme gående med sit menneske. Det var jo den som tidligere på året havde revet sig ud af mundkurv, halsbånd og snor og var gået direkte i kødet på mine beagler.

Med hjertet oppe i halsen, kommanderede jeg Charlie og Oscar til at sidde. Der var vel 20 meter mellem os, men jeg ville ikke tage nogen chancer og bevæge mig nærmere. Ejeren jumlede afsted med sin hund, som nu havde spottet mine hunde. Den begyndte at trippe uroligt og kigge langt efter Charlie og Oscar. Jeg holdt skarpt øje med den ud af øjekrogen mens jeg fokuserede på at holde Charlie og Oscar i ro. Jeg lagde hele min energi over på mine hunde, som kun fokuserede på mig og sad lige så pænt på rumperne. Endelig forsvandt Sankt Bernhard hund og ejer og vejen var fri til at jeg kunne give mine hunde fri – og nøj hvor jeg roste dem. De var bare så dygtige og fik en ekstra godbid

Derefter forsatte vi stille og roligt turen hjemad

Dårlig næse 066