Jeg kommer på et forum, hvor der snakkes meget om hunde og det at have en hund. Jeg forsøger at give mit bidrag med, når jeg syntes jeg kan komme med et råd. Min interesse i hunden ligger klart i adfærd og “det at være hund og tale hundsk”. Jeg pakker gerne mine svar lidt ind, da jeg godt kaunne fornemme at min måde at se hunde på ikke altid ville kunne falde i andre hunde ejeres smag. Her på min blog kan jeg naturligvis ytre mig som det passer mig, så her kommer et nyt synspunkt om det at have en hund (eller flere).

I det første afsnit skrev jeg om, at jeg aldrig have gået til træning med mine hunde, fordi jeg ikke mener det gavner noget særligt. Da jeg i sin tid fik min første hund (en dalmatiner) begyndte jeg at gå til træning med ham, da han var omkring 4 måneder. Træningen foregik gennem DKK og jeg fulgtes med vores opdrætter til træningen, da hun også gik der med en søster til min Pongo. Selve træningen blev hurtigt et mareridt både for hunden som for mig. Den bestod i sin enkelthed i at man fik en lektie for f.eks. indkald. Dette skulle man så øve til gangen efter, hvor man så skulle vise om ens hund nu have lært den undervisning vi havde fået for. Det hele kulminerer med at Jeg fik besked på at træne indkald med min hund hvor han havde en 10 meter lang snor på. Pongo løb linen ud og blev næsten kvalt da snoren ikke var længere, men komme tilbage ville han under ingen omstændigheder. Så fik jeg besked på at slippe ham og så gemme mig for ham, for så skulle han nok komme. Som sagt så gjort. Jeg gemte mig. Pongo blev sluppet løs – og væk var han – og med ham alle de andre hunde (fordi de fulgte med). Skrigende og skrålende hundeejere løb bag efter deres hunde som nu løb endnu hurtigere for flokken fulgte jo med – og så var alt i orden. Jeg blev klogt nok stående, for pludselig vendte Pongo om og løb tilbage, sammen med alle de andre hunde og deres ejere. Set i bagspejlet var det virkeligt et kosteligt syn Pongo tog retningen mod opdrætterens bil og stoppede op, hvorefter han pænt blev siddende mens han fik snor på. De andre hundeejere gloede vredt på mig over min tåbelige hund som ikke kunne en skid. Derefter besluttede jeg at jeg havde haft min sidste hunde træning.

Derefter trænede jeg Pongo hjemme eller når jeg gik ture med ham. Desværre døde han kun knap 7 år gammel af en svær nyresygdom og med dette startede så et nyt afsnit, da min ældste beagle Charlie kom ind i billedet.

Jeg har læst mange hundebøger om træning og vice versa, men ingen sagde mig rigtigt noget. Visse ting kunne jeg bruge, men de fleste ting fandt jeg selv på. Jeg brugte meget tid på at studere Pongo, som den hund han var. Og det forsatte med Charlie og senere igen Oscar. Mine hunde skal ikke være jordens mest opdragede hunde som vender på en tallerken hvis jeg beder om det. De skal være hunde, for det er det de er.

Jeg “opdrager” mine hunde på samme måde som jeg opdrager mine børn, med respekt og accept. Jeg tror på det er vigtigt at være meget sammen med sine hunde. Hunde kan godt lide kontakten og at være med hvor der sker noget lige i hjertet af familien. Hunde skal med andre ord ikke stuves væk i en hundepension hvis familien har tendenser til at rejse på ferier i udlandet. Man rejser jo heller ikke fra sine børn vel? Nej man planlægger en ferie hvor alle kan være med også hunden. Gennem mine år som hundeejer har jeg lært at værdsætte mine hunde på samme måde som andre familiemedlemmer.

Grund ideen til mit hundehold ligger i Jan Fennells bøger “Hundelytteren” og “Hundens bedste ven – hvordan du bliver en bedre hundeejer” disse bøger gav mig et helt andet syn på hundehold, som jeg finder meget nyttige.beagles5