Dag: 13. maj 2009

Igen en løs hund GRR

De sidste dage er blevet nydt med dejlige ture og leg i haven. Beaglerne har været dovne og bare nydt det gode vejr. Vi går altid en aftentur og den varer alt lige fra en halv time til tre kvarter afhængig af vejret. Turen i øjeblikket er måske nok lidt længere fordi vi har så fint vejr og derfor nyder spasereturen endnu mere.

Til aften skulle jeg så gå med Oscar. Vi deles altid om at gå med hver sin hund, da beaglerne også har godt af at komme ud på egen hånd, eller rettere pote

Oscar og jeg gik op mod det grønne område. Oscar gik rigtig og hyggede sig og snuste til græsset og mælkebøtterne og havde ikke særlig travlt. Da vi var kommet halvvejs, stødte vi på en stor løs hund. Det var en labrador lignede hund muligvis en blanding, og var det den jeg tror så skulle jeg ikke nyde noget. Der var ikke skyggen af en ejer noget som helst sted, og den omtalte hund er særdeles aggressiv, da flere historier går om lige netop den hund i nabolaget.

Hvad gør man så ? Med tanke for sidste gang med Sankt Bernhard hunden, ja så skulle jeg ikke nyde noget – så jeg vendte rundt og gik i lidt hastigt trav derfra, mens jeg opmundtrede Oscar til at følge med. Oscar havde (selvfølgelig) en masse rynker i sit lille hoved fordi vi nu pludselig satte farten op. Jeg kastede et blik tilbage og så at køteren fulgte efter.  Så satte jeg farten op. Jeg nærmest “bar” Oscar gennem luften, og jeg havde kun tanke for at bæstet ville ikke kun overfalde min hund men også mig. Lige ved stien til området ligger et andelsbolig med huse og her drejede vi skarpt til højre op gennem andelsboligerne. Her kunne jeg sagtne farten og sikre mig at vores følgesvend ikke fulgte med. Mine drenge gik jo med Charlie, så jeg hev mobilen op af lommen og fik ringet min ældste søn op, for han går aldrig uden sin mobil. Her fortalte jeg forpustet at de ikke måtte gå op i området. Heldigvis fortalte min søn at de var gået rundt om kirken, en tur på cirka tre kvarter og derfor ikke ville komme i nærheden af området.

Oscar og jeg begav os hjemad. Turen var ligesom ødelagt. Væk var mit gode humør. Det er da godt gjort at man skal snige sig rundt ved alle hjørner, af skræk over at møde sådan et bæst, som egentlig burde aflives, for ikke engang dyrlægen vil have den ind hos sig. Den anden morgen hvor jeg tilfældigvis stødte på ejeren af hunden som gik på det modsatte fortov, da langede hunden ud efter beaglerne – og tænk den bed sin ejer i hånden fordi den blev arrig.

j0344845