span>Som sædvanelig var vi på tur med vores hunde til formiddag. Min yngste søn gik med Charlie og jeg med Oscar. Så faldt vi i snak med en ældre dame som vi af og til møder. Hun har en gravhund og beaglerne leger gerne med den

Vi faldt i snak og sjovt nok gik snakken på alle de ustyrlige hunde som render rundt og tyrannisere det hele og hvor ejerne aldrig har ret meget styr på dem. Med al respekt så er der naturligvis også ejere som har helt styr på deres hunde, men det er jo kun fordi de går meget op i deres hund. Og man skal bruge meget tid på træning alt afhængig af racen selvfølgelig. Alt for mange anskaffer en hund, bare for at have den og så gør de ikke en dyt mere ud af det, og den slags mennesker skulle ikke have lov at eje en hund i det hele taget.

Mens vi snakker kommer en yngre pige gående rundt om hjørnet. Med sig har hun en enorm Sankt Bernhard hund. Hunden er iført et alt for løs halsbånd og en grime, og da den passerer os giver den indtryk af at være en type man skal holde sig fra. Pigen trækker den tæt ind til sig, mens hun kanter sig forbi. Sankt Bernhard hunden nedstirret Charlie som reagerer ved at knurre advarende.

Pludselig river “kæmpen” sig løs og går direkte mod Charlie. Min søn hiver Charlie rundt i hans sele for at undgå et direkte angreb, men Sankt bernharden bider Charlie i højre forben. Dette får Oscar til at ville komme sin “bror” til undsætning, så han trækker ud efter “kæmpen” som danser truende rundt om min søn og Charlie. Så ser jeg rødt. Jeg bliver gal og går direkte mod den fremmede hund, da det eneste jeg har i tankerne er at min hund og min søn ikke lider skade. Ejeren står bare der og står, uden at foretage sig en skid. Jeg råber til hende at hun skal tage sin møjhund væk. I mens  går jeg efter hunden i det jeg vil sparke den hårdt. Den vender sig mod mig og angriber Oscar, ved at den bider sig fast i venstre lår og svinger Oscar rundt i luften. Nu er min vrede nået sin absolutte tophøjde. Jeg er så gal at jeg slynger eder og forbandelser ud over ejer og hund, mens jeg endnu engang beder hende få styr på sin køter.

Endelig tager hun fat i sin hund og jeg og min søn trækker os rystede tilbage. Vi foretrækker at forsvinde fra stedet og går gennem et nærliggende hegn ind i KFUM’s fodboldbane hvor vi gennem dem kan skyde genvej hjem.

Hjemme undergår beaglerne en undersøgelse, som tyder på at det “kun” er nogle underløben bål mærker de får af sammenstødet med hunden. Vi slap altså med skrækken i behold, men men hvad gør vi nu? Jeg tør ikke lade mine sønner gå alene med vores hunde mere. Drengene har autisme og vil ikke være i stand til at håndtere sådan en situation på egen hånd. Dette betyder at vi nu fremover skal undgå “formiddagstrafikken” i vores elskede område og begive os ud bevæbnet med en stok? så vi kan slå efter evt. løse hunde.

Dette her burde få mig til at starte en kampagne. En kampagne mod løse hunde og deres ligeså løse ejere, så vi alle kan færdes uden at ryste og bæve for vores liv. Jeg vil nemlig ikke oftere konfrontere mine hunde med den slags episoder, for de bliver også mærket af det psykisk.hygge1