I dag på vores formiddags gåtur til vores grønne område mødte vi en masse hunde og deres mennesker. Charlie og Oscar havde travlt med at hilse og kunne ikke komme hurtigt nok til alle hundene. Det gjorde mig glad at se at de to benede gik op i deres hundes behov. Den ene to benede havde en setter med sig. Han havde brugt en masse tid på at lade den springe rundt mellem træerne, mens han trænede indkald på den. En setter er jo en langhåret hund så alt sætter sig i pelsen. Mens vi snakkede lidt om vores forskellige hundetyper, fik han børstet det værste skidt ud af setter pelsen. Han bemærkede at begge mine beagler var usædvanlig rolige af beagler at være og spurgte om de altid var sådan, og det kunne jeg jo kun bekræfte :). Så mødte vi “Lillebror” en labrador som beaglerne også kender fra vores gåture. Efter at have hilst på den, gik vi videre med snuden i jorden, og så mødte vi den mest bedårende dalmatiner hvalp. Lige 8 uger og hentet fra opdrætteren i søndags. Da måtte jeg lige synke en ekstra gang, da mindet om min dalmatiner Pongo pludselig blev meget nærværende. Charlie var ikke så interesseret i hvalpen, men Oscar skulle da lige føre sig frem og begyndte at springe frem og tilbage mens han forsøgte at få gang i en leg. Men dalmatiner hvalpen blev pænt siddende på måsen, mens den gloede vedholdende på Oscars anstrengelser. Oscar opgav og begyndte at snuse andre steder, så vi forsatte vores tur.

Hjemme igen fik beaglerne kastet lidt foder på græsplænen, og så gik det eller i bedste beagle stil med snotten i jorden på jagt efter maden. Efter dette spurtede de rundt og var i det hele taget endnu mere kåde end de plejede at være. Det må være foråret der nu for alvor banker på døren, for den løb og legede en god halv time. Derefter drattede de omkuld på deres tæpper og faldt i søvn, og ja en beagle snorker kom-an